'Fuldstændig sindssyg meningsløs bortvisning af kunder.'

'I er en skændsel og fortjener at blive lagt for had... Håber, I bliver boykottet, så I kan mærke det.'

Sådan lyder et par af de mange dårlige anmeldelser, som Kvickly i Slotscenteret i Holbæk har modtaget på butikkens Facebook-side de seneste par dage.

Årsagen er en video, som florerer på nettet, som er optaget af en kvinde, som antagelig ikke bærer mundbind og ikke ønsker at tage et på i forbindelse med en indkøbstur i butikken onsdag 5. januar.

Screenshot fra Facebook
Screenshot fra Facebook
Vis mere

I den syv minutter lange video, som dokumenterer en konfrontation mellem kvinden, der fortæller, at hun er fritaget for at bære mundbind, samt en person, som øjensynlig er en varehuschef, en kvindelig medarbejder samt en anden kunde, kommer det på et tidspunkt tilsyneladende til en fysisk konfrontation.

Her rystes kameraet voldsomt.

Undervejs forsøger kvinden at forklare, at Kvickly ikke kan kræve af kunderne, at de viser dokumentation for fritagelse for mundbind, og medarbejderne opfordrer kraftigt til, at hun i så fald forlader butikken med det samme.

Det gør kvinden til sidst.

Videoen er uploadet anonymt på fildelings-sitet bitchute.com, hvorfra den er blevet delt på Facebook, hvilket har ført til et væld af reaktioner – og altså også vrede henvendelser på Kvicklys Facebook-side.

Det er ikke lykkedes B.T. at finde frem til den pågældende kvinde.

Hos Kvickly erkender man, at medarbejderne i varehuset burde have ageret anderledes i situationen.

»Videoen har givet anledning til, at vi har indskærpet vores regler internt,« siger Jens Juul Nielsen, som er informationsdirektør i Coop, til B.T.

»Folk må godt komme og handle uden mundbind, hvis de er fritaget. Vi skulle ikke været gået ind i dialog med kunden om det«, siger Jens Juul Nielsen desuden.

Jens Juul Nielsen er ikke klar over, om man efterfølgende har været i kontakt med den unavngivne kvinde.

Men han fortæller, at den shitstorm, som butikken efterfølgende har været udsat for på Facebook, ikke har udmøntet sig i nye konfrontationer i butikken.

Hos Sundhedsstyrelsen lyder det, at man 'i samarbejde med en række patient- og handicaporganisationer har udviklet et badge, som man kan bære for at signalere synligt, at man er fritaget fra kravet'.

»Der er ikke krav om at kunne dokumentere, at man er fritaget for at bære mundbind eller visir. Tvivlen skal derfor altid komme den enkelte til gode,« skriver Sundhedsstyrelsen.

»Et badge er derfor ikke dokumentation for fritagelse, og man kan også være fritaget, selvom man ikke har et badge på.«