Det er med udsigten til markant højere varmeregninger, at mange danskere starter 2022.

Prisen på naturgas og energi generelt brager lige nu afsted. Så meget, at Mads Brøgger, direktør for Norlys Energi, kalder det, som forbrugerne er udsat for, for »meget voldsomme prisstigninger«.

En af dem, der er blevet ramt af de voldsomme prisstigninger, er Lena Sørensen fra Kjellerup ved Silkeborg.

»Jeg tør da næsten ikke at åbne posten igen om tre måneder,« lyder det fra Lena Sørensen, der fortsætter: »Hvem ved, om det stopper?«

I husstanden bruger de årligt cirka 2.600 m³ naturgas og er ikke steget i forbrug, fortæller Lena Sørensen. Alligevel kan familien kan se frem til at have knap og nap 30.000 kroner mindre om året, cirka 2.500 kroner om måneden, hvis priserne fortsætter med at stige i 2022.

Og Lena Sørensen og familien er ikke de eneste, der er udsat for de voldsomme prisstigninger. Mads Brøgger bekræfter overfor B.T, at flere kunder oplever prisstigninger.

»Vi har i øjeblikket i gennemsnit 50 procent flere opkald i vores kundecentre. Det svarer til mellem 6.000 og 7.000 opkald om ugen de seneste seks-otte uger. Nogle har brug for at forstå deres regning, andre tror det er en fejl, nogle skal rådgives om et energiprodukt, og så er der dem, der har udfordringer med at betale regningen,« fortæller Mads Brøgger og tilføjer

»Vi har stor forståelse for kundernes situation, og derfor indgår vi netop nu ekstra mange afdragsordninger for at sikre, at alle kan få betalt, og at man som kunde bliver behandlet ordentligt.«

Ifølge Dansk Energi lå gasprisen 20. december på sit højeste i seks år, mens elprisen slog rekord 21. december. Her skulle forbrugerne betale 3,20 kroner for en kilowatt-time, som er den højeste gennemsnitspris nogensinde på det danske elmarked.

Hjemme i Kjellerup hos Lena Sørensen kigger man nervøst på 2022. Regningen for første kvartal lå på 11.575 kroner. Samme tid sidste år, lå den på cirka 4.400 kroner.

»Det er jo virkelig frustrerende, man får jo ingenting for de penge,« siger Lena Sørensen.

Men er der så udsigt til, at priserne vil finde et mere menneskeligt niveau i løbet af 2022?

»Det er svært at spå om, men min forhåbning og forventning er, at priserne vender tilbage til et mere normalt niveau i løbet af det første halvår af 2022,« siger Mads Brøgger fra Norlys og fortsætter:

»Der er gang i en kæmpe ombygning af det europæiske energisystem, og nogle af de store forandringer vil kunne give flere udsving i energipriserne.«

Tilbage hos Lena Sørensen håber man, at priserne vender tilbage til normalen, for som hun siger:

»Vi kan ikke blive ved med at betale det her.«