Det er kedeligt at betale regninger, men det bliver endnu kedeligere, når meldingen lyder på en prisstigning på næsten 186 procent.

Det bliver virkeligheden for omkring 2.900 fjernvarmekunder i det midtjyske, der er tilknyttet Gudenådalens Energiselskab.

Det skriver Finans.

Disse kunder kan fra 1. april 2022 vente sig at skulle slippe omkring 45.500 kroner om året for at varme boligen op. Det er beregningen for et standardhus på 130 kvadratmeter ifølge energiselskabet.

tip os
Kommer din varmeregning til at stige? Så vil vi gerne tale med dig. Skriv en mail til 1929@bt.dk

»Vi har desværre konstateret en yderligere, meget voldsom, prisstigning af både gas- og elpriser, og må derfor varsle endnu en væsentlig prisstigning for det kommende år,« skriver energiselskabet på deres hjemmeside.

Men det er ikke første gang i år, at fjernvarmekunderne er blevet varslet prisstigninger. Tilbage i september lød meldingen på en prisstigning på 15,6 procent for perioden januar til marts 2022.

Billedet fra Gudenådalens Energiselskab følger den udvikling, som gas- og elpriserne gennemgår i øjeblikket.

Ifølge Dansk Energi lå gasprisen 20. december på sit højeste i seks år, mens elprisen slog rekord 21. december. Her skulle forbrugerne betale 3,20 kroner for en kilowatt-time, som er den højeste gennemsnitspris nogensinde på det danske elmarked.