Vivian Anita Alexandru blev uberettiget anholdt i marts.
Det gjorde hun for angiveligt at have truet Mette Frederiksen (S) ved at offentliggøre et billede af en brændende dukke påklistret både statsministerens ansigt samt teksten 'hun må og skal aflives'.
Det skriver indblik.net.
Politiet mente, at Vivian truede statsministeren på livet ved at dele billedet i en gruppe på Facebook, som hun er administrator på. Derfor valgte man at anholde Vivian, og straffen kunne have lydt på 16 års fængsel på grund af de skærpede strafferammer for coronarelateret kriminalitet.
Anholdelsen var dog uberettiget, og nu kræver den 29-årige lærerstuderende erstatning fra politiet.
I et klagebrev, som Vivian Alexandru har skrevet i samarbejde med sin advokat, Jonas Christoffersen, fremgår det, at hun søger erstatning på 25.000 kroner.
Listen over uberettiget inddrev, som hun søger erstatning for, er lang:
Uberettiget anholdelse: 2.800 kroner
Uberettiget ransagning af bopæl: 2.800 kroner
Uberettiget indgreb i videooptagelse: 1.300 kroner
Uberettiget beslaglæggelse i flere dage: 1.300 kroner
Uberettiget ransagning af telefon: 1.300 kroner
Uberettiget ransagning af pc: 1.300 kroner
Uberettiget optagelse af foto, fingeraftryk og dna: 1.300 kroner
Østjyllands Politi har erkendt, at de begik en fejl, da de ransagede Vivians hjem.
Ifølge hendes forklaring ankom politiet til hendes lejlighed i Brabrand ved Aarhus søndag 14. marts. Her gik de ind i hendes hjem og ransagede det uden dommerkendelse.
Østjyllands Politi har selv erklæret, at der blev begået 'fodfejl', fordi der manglede en ransagningskendelse og 'skriftlig samtykke'.
B.T. har tidligere spurgt Vivian Alexandru, om hun fortryder, at hun lagde billedet ud. Hertil svarede hun:
»Nej, og det ikke mindst fordi sagen er blevet droppet. Derfor vil jeg aldrig fortryde det, for det har skabt opmærksomhed omkring et vigtigt emne. Det har forhåbentlig synliggjort endnu mere, hvordan vi bliver fejlfortolket, og hvordan vores ytringer omkring corona bliver betragtet som skadelige for samfundet, når vi bare vil gøre det bedre for vores børns fremtid.«