»Jeg føler mig utrolig heldig.«

Sådan lyder det fra 67-årige Vivi-Ann Ahlmann Ohlsen.

For nogle år tilbage var hun med i et banebrydende forsøg på Rigshospitalets Hjertemedicinske Klinik.

Resultaterne fra forsøget er nu offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Journal of Translational Medicine. Og konklusionen er klar:

Patienter med smerter på grund af forkalkninger i kranspulsårerne får det ‘signifikant bedre’.

»Det er fantastisk. Hvis ikke det var for stamcellerne, var det ikke sikkert, at jeg var her i dag,« siger Vivi-Ann Ahlmann Ohlsen, der oplever mindre åndenød og færre brystsmerter, end før hun fik behandlingen.

Helt konkret gik forsøget ud på, at Vivi-Ann og en række patienter har fået indsprøjtet stamceller fra patientens eget fedtvæv direkte ind i hjertet.

Når stamcellerne sprøjtes direkte ind i hjertet, vil de hjælpe de omkringliggende celler til at danne nye kar- og hjertemuskelceller.

På den måde genetableres blodforsyningen til hjertemuskulaturen, og hjertesmerterne forsvinder eller bliver mindre. Det kan i sidste ende betyde et længere og bedre liv:

Læge og ph.d. Abbas Qayyum. Foto: Pressefoto/Rigshospitalet.
Læge og ph.d. Abbas Qayyum. Foto: Pressefoto/Rigshospitalet.
Vis mere

»Forsøget viser det, vi har håbet på, nemlig at stamcellebehandlingen virker positivt på patienterne. Det er et vigtigt skridt i den videre forskning, der motiverer os til at gå videre med det,« siger ph.d. og hjertelæge Abbas Qayyum, der har ledet studiet.

Vivi-Ann Ahlmann Ohlsen har formentlig fået forkalkninger i kranspulsårerne på grund af arvelighed. Hendes far døde som 61-årig af en blodprop.

Før hun fik sprøjtet stamceller ind i hjertet, var det anstrengende at gå eller at arbejde i haven. Det gør hun nu i højere grad end før, hvor hun lettere blev forpustet.

Allerede en måned efter indsprøjtningerne, oplevede hun en effekt. Ifølge hjertelægen er der ‘kæmpe potentiale i at behandle med stamceller’.

»Håbet er, at vi inden for 10 år kan give behandlingen til alle med hjertesmerter på grund af forkalkninger i kranspulsårerne, hvor anden behandling ikke hjælper, siger Abbas Qayyum.

At der skal så lang tid, tilskyldes, at forsøgene skal indebære større forsøgsgrupper, så lægerne er sikre på, at stamcellebehandlingen er til gavn for patienterne.

Vivi-Ann Ahlmann Ohlsen har kun fået en enkelt indsprøjtning med stamceller. Næste skridt for lægerne er at lave forsøg med flere indsprøjtninger.

Vivi-ann Ahlmann Ohlsen. Foto: Privat.
Vivi-ann Ahlmann Ohlsen. Foto: Privat.
Vis mere

»Min forventning er, at patienter, der har så svære forkalkninger i kranspulsårerne, at de har nedsat eller ophævet blodtilførsel til hjertet, på sigt vil kunne få et så godt hjerte ved gentagne behandlinger, at de kan leve med få eller ingen smerter,« siger Abbas Qayyum.

Vivi-Ann Alhmann er selvsagt begejstret for stamcellernes effekt:

»Jeg håber da, at det i fremtiden bliver mere udbredt, og at vi ikke er så tilbageholdende med at bruge det i Danmark. Det er jo allerede meget brugt i andre dele af verdenen,« siger hun.

Stamcellebehandlingen vil ikke komme til at erstatte den eksisterende medicinske og kirurgiske behandling, men vil formentlig blive et supplement til eksisterende behandling.