Som konsekvens af, at udbruddet af coronavirussen tager til, tilbyder Udenrigsministeriet nu hjælp til de danskere, der opholder sig i Hubei-provinsen i Kina.

Et udrykningshold fra den danske ambassade i Beijing er blevet sendt afsted for at hente dem, der ønsker det, hjem.

Det oplyste udenrigsminister Jeppe Kofod (S) onsdag på et pressemøde, hvor han også understregede, at regeringen følger situationen tæt.

»Regeringen tager denne situation meget alvorligt,« sagde han, før han fortsatte:

»Det er vigtigt, at danskere i provinsen kan se, at vi kommer ud og hjælper dem hurtigst muligt. Og det er vigtigt, vi hjælper dem hjem, når det er muligt.«

Hvornår det bliver muligt, er dog uvist, for der er flere ting, der skal gå op i en højere helhed, understregede udenrigsministeren:

»Jeg håber, det bliver indenfor få dage.«

I alt har Udenrigsministeriet tilbudt 21 personer - både voksne og børn - hjælpen. Hovedparten er danske statsborgere, men der er også et par kinesiske statsborgere med opholdstilladelse i Danmark blandt.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) fortalte torsdag, at regeringen følger situationen i Kina tæt.
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) fortalte torsdag, at regeringen følger situationen i Kina tæt. Niels Christian Vilmann

Holdet fra den danske ambassade forventes at ankomme torsdag aften lokal tid, og herefter skal de danskere, der ønsker at tage hjem, transporteres til en lufthavn.

Det er dog uvist, hvornår de bliver sendt på et fly hjem - og om de overhovedet lander i Danmark lige med det samme.

Det fortalte direktør for Udenrigsministeriets Borgerservice, Erik Brøgger Rasmussen, på pressemødet.

Hjemrejsen kommer nemlig til at foregå som en del af et større europæisk samarbejde, og det er derfor ikke udelukket, at danskere og andre nationaliteter om bord på flyet ender i eksempelvis Frankrig.

Her skal de franske sundhedsmyndigheder så vurderer de enkelte sager, før en endelig hjemrejse kan ske.

Sikkert er det dog, at omkostningerne for hjemrejsen som udgangspunkt er for danskernes egen regning.

Eller i hvert fald deres forsikringsselskabers, forklarede Erik Brøgger Rasmussen, før han tilføjede:

»Der er en europæisk krisemekanisme, der kan aktiveres, og den er der penge i. Der er en vis sandsynlighed for, at den ender med at kunne dække enten det hele eller i hvert fald langt hovedparten af omkostningerne.«

Erik Brøgger Rasmussen, direktør for Organisation og Borgerservice, svarede på spørgsmål, efter udenrigsminister Jeppe Kofod (S) havde doorstep om fælles evakuering fra Kina i forbindelse med corona-virus i Udenrigsministeriet.
Erik Brøgger Rasmussen, direktør for Organisation og Borgerservice, svarede på spørgsmål, efter udenrigsminister Jeppe Kofod (S) havde doorstep om fælles evakuering fra Kina i forbindelse med corona-virus i Udenrigsministeriet. Niels Christian Vilmann

Adskillige flyselskaber - heriblandt Lufthansa og British Airways - har aflyst deres flyvninger til og fra Kina i forbindelse med virusudbruddet.

Dette får dog ikke betydning for danskernes hjemrejse, da der vil være tale om særflyvninger.

Og inden de får lov til at stige om bord, skal de screenes af de kinesiske myndigheder.

»Det er klart, at har man symptomer, så kommer man ikke om bord på flyet,« forklarede Erik Brøgger Rasmussen.

Der er for nuværende ikke registreret nogen danske sygdomstilfælde. Men torsdag blev det første tilfælde i Norden bekræftet.

Dette er sket i Finland, hvor en kinesisk turist er blevet lagt i isolation. Også hos vores naboer i Tyskland, er der registreret smitte hos to personer.

Langt de fleste af de omtrent 6.000 smittede - og 130 dødsfald - stammer dog fra Kina - og særligt i Hubei-provinsen, hvor udbruddet menes at have sit epicenter.

Derfor fraråder Udenrigsministeriet også nu alle rejser til provinsen.