Striden mellem de to tidligere makkere fra det skandaleramte firma LM Multiservices spidser nu til.

Joe Mammen og Thomas Pedersen er i en mediestorm, efter Arbejdstilsynet afslørede firmaet i at bruge børn til at fjerne asbest – tilmed uden værnemidler.

Firmaets ejer, Joe Mammen, beskylder sin makker for at have udgivet sig for at være embedsmand i kommunen.

Hør anklagen her:

Ifølge Joe Mammen foregav Thomas Pedersen i et telefonopkald at være kommunal vejleder for børnene, da myndighederne dukkede op på en byggeplads i september.

Episoden udspillede sig ifølge Arbejdstilsynet den 20. september, hvor tilsynet under et uanmeldt besøg fandt en 14-årig og en 15-årig i gang med at udføre det farlige og forbudte arbejde.

Ifølge DR, som har set tilsynets rapport fra den pågældende dag, ringede Joe Mammen dengang op til en person, der overfor tilsynet præsenterede sig som Thomas Paulsen.

De unge kaldte ham deres »chef«, og på telefonen forklarede denne Thomas, at han arbejdede i »Uddannelsessporet« hos Odsherred Kommune.

Problemet er bare, at Odsherred Kommune ikke har nogen UU-vejledere ved navn Thomas Paulsen. Det fortæller afdelingsleder i kommunens Ungeliv og Uddannelse afdeling, Jørgen Helbro, til B.T.

Mammen siger da også i dag, at det i virkeligheden var Thomas Pedersen, han ringede til den dag.

»Jeg har ikke snakket med nogen personer fra Odsherred Kommune,« siger Mammen.

Så det var Thomas, der tog telefonen der og sagde, at han var fra kommunen?

»Ja.«

I Odsherred Kommune siger Helbro, at man har været i kontakt med Arbejdstilsynet om sagen.

B.T. har tidligere spurgt Thomas Pedersen direkte, om det var ham i den anden ende af røret, som blev givet til Arbejdstilsynet. Det afviste han:

»Nej, altså, jeg er først blevet involveret i sagen, da det var, at pressen kom ind over.«

Da B.T. onsdag forsøgte at ringe til Pedersen for at forelægge ham den nye anklage, lagde han på med det samme. Efterfølgende ringede han selv op og kaldte journalisten 'spasser'.

»Nu stopper du med at ringe til mig. Næste gang så kommer du kraftedermame personligt, kan du fatte det? Farvel.«

At lyve ligger ikke fjernt for Thomas Pedersen. Udover at han i løbet af en uges mediestorm har præsenteret sig i pressen med et dæknavn, har han også forsøgt at lokke penge ud af B.T. for et interview under påskud om, at andre medier også har betalt ham.

Ligeledes fastholder han, at de ulovlige børnearbejdere kommer fra en underleverandør, og ikke LM Multiservices. Det på trods af, at en aktindsigt fra Arbejdstilsynet modsiger dette. TV 2 har heller ikke kunnet finde dokumentation på, at den underleverandør, som firmaet har henvist til, eksisterer.

B.T. har spurgt Joe Mammen, om han var involveret i løgnen om, at Thomas Pedersen arbejdede for kommunen. Det har han ikke svaret på.

B.T. har også forelagt anklagerne for Pedersen på sms. Dem har han ikke reageret på.

LM Multiservices fik 14 strakspåbud af Arbejdstilsynet for at have børn til at arbejde med asbest uden værnemidler.

Ejeren i LM Multiservices sagde tirsdag til B.T., at det i virkeligheden er Pedersen, der styrer virksomheden, og at han selv bare bidrager med sit navn og cvr-nummer. Den anklage har Pedersen ikke reageret på.