Skoleledere skal ikke kunne undslå sig deres samfundsopgave som vejledere og rollemodeller over for skoleelever og forældre.

De skal derimod tage affære, hvis elever eller forældre åbenlyst overtræder lovgivningen.

Det mener viceborgmester i Aalborg Kristoffer Hjort Storm (DF), som er stærkt indigneret over, at både skoleledelsen på Seminarieskolen i Aalborg-bydelen Gug og kommunens egen forvaltning nægter at politianmelde en kvinde, som siden skolestart i begyndelsen af august er mødt op klædt i niqab - og dermed overtræder tildækningsforbuddet - når hun skal aflevere og hente sit barn.

Så nu vil Kristoffer Hjort Storm tvinge den pågældende skoleleder, Sinne Pedersen, og hendes kolleger på kommunens øvrige institutioner til at indgive anmeldelse, hvis der fremadrettet opstår lignende situationer.

»Skolelederen skulle have taget den her kvinde til side og stille og roligt gjort klart for hende, at sådan skal hun ikke møde op igen, da det er åbenlyst ulovligt. Det vil hun så ikke med henvisning til, at hun ikke mener, der er anmeldelsespligt. Men en skoleleder skal ikke tolke på lovgivningen. I en folkeskole skal man lære børnene, hvordan man begår sig i det danske samfund. Og så er det helt galt at lade stå til og vise, at den pågældende kvindes religion får lov at stå over dansk lov,« siger Kristoffer Hjort Storm, som har indstillet til kommunens skoleudvalg, at Aalborgs skoleledere bliver pålagt at anmelde overtrædelser af tildækningsforbuddet.

»Jeg er meget spændt på, om det samler flertal,« siger han.

Seminarieskolens leder vil ikke udtale sig til B.T. og henviser til rådmand Tina French (V). Rådmanden bakker op om, at der ikke er anmeldelsespligt.

Det samme gør Skolelederforeningens formand, Claus Hjortdal. Han siger:

»Vi har et ansvar over for eleven og for at få samarbejdet mellem skole og forældre til at fungere. Hvis vi laver underretninger eller anmelder forældrene, er det, fordi vi tvivler på, at det, de gør, er godt for barnet. Vi har ikke anmeldelsespligt - det er det samme, hvis vi ser forældrene køre for stærkt,« siger han.