Bloggeren og kendislægen Vibeke Manniche risikerer nu fængselsstraf, efter at hun har sagt, at hun vil offentliggøre navne på alle, der har sendt hende hadefulde e-mail.

En borger har nemlig indgivet en anmeldelse af hende til Nordsjællands Politi.

'Afhængigt af sandhedsværdien i de sigtelser, som Vibeke Manniche truer med at fremsætte, må det være en klar overtrædelse af hhv. nr. 1 eller nr. 2 i § 281, idet der enten er tale om 'at fremsætte usand sigtelse for strafbart eller ærerørigt forhold' (nr. 1) eller at 'åbenbare et strafbart forhold' eller 'at fremsætte sande ærerørige beskyldninger' (nr. 2), begge dele for at skaffe sig eller andre en vinding,' skriver borgeren i anmeldelsen, som B.T. er i besiddelse af.

Hvis man overtræder straffelovens afpresningsparagraf – § 281 – risikerer man fængsel i op til et år og seks måneder.

Borgeren ønsker ikke sit navn frem, hvilket vi har valgt at respektere.

Nordsjællands Politi bekræfter over for B.T., at anmeldelsen er modtaget, og at den nu ligger til juridisk vurdering. Den skal afdække, hvorvidt der er basis for en sigtelse mod Vibeke Manniche.

Hun tager anmeldelsen med sindsro.

»Jeg har ikke hørt fra politiet. Jeg har til gengæld hørt fra dem, at de har modtaget de fire anmeldelser af dødstrusler, jeg har sendt til dem. Jeg håber, politiet først og fremmest vil beskæftige sig med dem,« siger Vibeke Manniche til B.T.

I den anden version af blogindlægget opfordrede hun til at sende 150 kroner på MobilePay. Pengene skulle gå til den sociale organisation Danner, men det har hun droppet igen.

Lørdag kan de afsendere af hadefulde e-mail, der ikke har skrevet en undskyldning til hende, vente sig, at deres navne bliver offentliggjort på Vibeke Manniches blog.

Men hun mener ikke, at hun har gjort noget galt.

»Jeg har intet ulovligt gjort. Jeg har startet en debat. Det er mig, der er offeret. Jeg er ikke gerningsmanden,« siger Vibeke Manniche.