Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Vibeke Manniche har fået nok af chikanerende beskeder i sin indbakke og truer nu med at offentliggøre navnene på dem, der har sendt hadefulde beskeder til hende, hvis de ikke siger undskyld.
'Jeg har gennem årene modtaget et hav af hadefulde beskeder – og nu har jeg fået nok. Om præcis 5 dage offentligører jeg listen med navne,' skriver kendislægen i et blogindlæg.
Men man kan slippe for at blive hængt ud offentligt, hvis man er én af dem, der har sendt hadefulde beskeder til Vibeke Manniche.
'Send mig en oprigtig undskyldning på vibeke@vibekemanniche.dk. Hvis dette er sket indenfor 5 dage – undgår du at få dit navn offentliggjort. Alternativt må du jo bare stå på mål for din opførsel – til glæde for dig, din familie og arbejdsgiver. Så må du jo stå ved din chikane.'
Og undskyldningerne er allerede begyndt at tikke ind i lægens indbakke:
»Jeg har allerede fået 10 undskyldninger. Folk skriver, at de er oprigtigt kede af, hvad de har skrevet til mig,« siger Vibeke Manniche til B.T.
Hun fortæller, at hun streger personens navn fra sin liste over folk, der har sendt hadebeskeder til hende, når hun har modtaget undskyldningen.
Resten af listen har hun tænkt sig at offentliggøre på sin blog om fem dage.
Oprindeligt havde Vibeke Manniche givet sine plageånder to muligheder. Enten kunne de skrive undskyld, eller også kunne de overføre 150 kroner på MobilePay, som Manniche ville overføre videre til Grevinde Danner.
De droppede hun dog, før folk nåede at overføre penge:
»Jeg satte det i værk, fordi jeg mener, at der skal gives bøder, når man sender hadebeskeder, men jeg kunne hurtigt se, at hvis jeg får 1000 overførsler fra folk, så ville jeg ikke kunne holde styr på det.«
Hun mener, at den eneste løsning mod hadebeskeder på nettet er at indføre et netpoliti, som netop kan give bøder - eller i sidste ende fængselsstraf.
»Hadefulde beskeder på nettet er en trussel mod demokratiet, og mange afholder sig fra at deltage i debatten, fordi de er bange for at få den slags beskeder. Det skal stoppes nu.«
Vibeke Manniche har været udsat for hadefulde beskeder gennem mange år, men det er sagen om bloggeren Fie Laursens selvmordsforsøg, der har fået hende til at sætte foden i bremsen:
»Fie Laursen har været udsat for massivt hate, og det er en anledning til at sige, at nu skal det stoppe. Jeg mener, at det skal have konsekvenser, når folk sidder og skriver den ene mere sindssyge besked efter den anden. Det skal kunne straffes med fængsel,« udtaler hun til B.T.
Vibeke Manniche er læge, forfatter, debattør og mor til smykkedesigneren Mai Manniche.