»Det er alarmerende.«

Sådan lyder det fra Konservative efter B.T.s artikel om, at den amerikanske imam Khalid Yasin er i Danmark for at missionere og omvende danskere til islam.

Yasin er kendt for at have sagt, at homoseksuelle skal straffes med døden. Han blev i 2017 sat på den såkaldte hadprædikantliste og dermed forbudt indrejse i Danmark. 

Men nu er han altså tilbage i landet.

Men det vil Konservative sætte en stopper for. Det fortæller Konservatives udlændingeordfører, Brigitte Klintskov Jerkel, til B.T.

Som reglerne er nu, udløber indrejseforbuddet for personer på hadprædikantlisten efter to år. Udlændingestyrelsen oplyser til B.T., at den ikke efterfølgende har fundet anledning til at forlænge forbuddet. Og derfor kan Khalid Yasin frit rejse ind i Danmark.

»Jeg synes det er alarmerende, at han igen er i Danmark og prædike, så kort tid efter, at han har været på hadprædikantlisten,« fortæller Brigitte Klintskov Jerkel, der især er bekymret for de unge, som en mand som Khalid Yasin potentielt kan »radikalisere«.

Se Khalid Yasin forsøge at omvende en ung, dansk dreng til islam i videoen herunder. Artiklen fortsætter efter videoen.

»Vi har stillet forslag om, at når du først er optaget på hadprædikantlisten, så skal du ikke kunne blive taget af den igen,« tilføjer hun.

Det forslag blev dog forkastet af et flertal i Folketinget tidligere denne måned.

Men spørger man Brigitte Klintskov Jerkel, er der ingen tvivl: 

»Vi har ikke andet valg end at slå hårdt ned på det her. Man kan bare se på de udtalelser, der er kommet fra Forsvarets Efterretningstjeneste i forhold til de her hadprædikanter og den propaganda, som de kommer med, og som militante islamister kan lade sig inspirere af,« siger hun.

Overfor B.T. giver Yasin Khalid udtryk for, at hans udtalelser om »homoseksuelles levevis« er blevet »taget ud af kontekst«, og at hans indrejseforbud var udtryk for »muslimofobi«.

»Det køber jeg simpelthen ikke. Nu er der jo gentagne eksempler på, at han er kommet med den her slags udtalelser, så de kan jo ikke alle være taget ud af en kontekst,« lyder det fra Brigitte Klintskov Jerkel.