Det, man frygtede ville være et rædselsscenarie med overfyldte sygehuse og døde patienter på gangene, har i stedet vist sig at være ganske anderledes. Over hele landet står tusindvis af tomme hospitalssenge, som ellers var tiltænkt danske covid-19-patienter.
Mens det danske sundhedsvæsen ventede på at blive lagt ned af coronapandemien, fik et stort antal danskere udsat deres behandling, hvis ikke den var akut. Det har i stort omfang vist sig at være til ingen nytte.
»Vi forberedte os på italienske tilstande. Det skete heldigvis ikke,« siger lægefaglig direktør i Region Syddanmark Bjarne Dahler-Eriksen.
I skrivende stund er 42 patienter indlagt i Region Syddanmark med covid-19. Regionen har senge til mellem 700 og 800 patienter. Senge, som altså i stort omfang står tomme.

»Vi lavede en opskalering. Vi uddannede et stort antal personale, så vi var forberedte. Nu er det gået sådan, at vi kan begynde at tage imod de patienter, som måtte vente,« siger Bjarne Dahler-Eriksen.
I Region Hovedstaden har man tirsdag i alt 196 indlagte med covid-19. Tallet har været støt faldende hen over påsken. Man har cirka 1.600 sengepladser, som netop var forbeholdt covid-19-patienter. Her er der altså også en stor ledig kapacitet.
»Vi har rigeligt med senge lige nu,« siger lægefaglig direktør i Region Hovedstaden Svend Hartling.
»Vi har fået færre patienter med covid-19, men der er også flere andre grupper, som er udeblevet. På grund af nedlukningen har der været betydeligt færre ulykker, for eksempel,« siger han.

Netop nu gør sygehusene sig klar til at modtage patienter, der har ventet i ugevis på at komme til. Patienterne blev udskudt i stort antal op mod krisen, da man frygtede, at sundhedsvæsenet ville bryde sammen.
»Set i bagklogskabens lys kan man spørge, om vi kunne have behandlet flere. Det kunne vi måske godt have gjort,« siger Svend Hartling og fortsætter:
»Man skal huske, at vi ikke kunne vide, hvor hårdt vi ville blive ramt af det her. Vi frygtede tilstande, som man har set i andre lande, såsom Italien. Det skete heldigvis ikke, så nu kan vi åbne lidt op igen og begynde at hjælpe de patienter, som vi har udsat,« siger Svend Hartling.
Samme melding kommer fra Region Syddanmark.

»Jeg mener ikke, at vi var for hurtige til at lukke ned, og at den beslutning var forkert. Det var jo en ny situation for alle,« siger Bjarne Dahler-Eriksen.
»Jeg er enig med den udmelding, som også kom fra statsminister Mette Frederiksen. Hellere lukke lidt for meget end for lidt. Men nu er det naturligvis tid til at begynde at genåbne,« siger Region Syddanmarks lægelige direktør.
B.T. har anmodet om en kommentar fra Sundhedsstyrelsen, men de har ikke haft mulighed for at stille op til interview tirsdag.
Tirsdag var der i alt 380 patienter indlagt over hele Danmark med covid-19.

