Det er igen tid til at lægge nakken tilbage og få en vatpind stukket i halsen eller næsen.
Årsagen er, at coronasmitten i samfundet igen stiger, og derfor har regeringen besluttet at skrue op for PCR-testningen og genindføre hurtigtest.
På landsplan skal PCR-kapaciteten opskaleres, så der kan udføres 150.000 test om dagen, og samtidig har de private leverandører hurtigt fået travlt med at genoprette hurtigteststederne. Inden for to uger forventes de at kunne teste 100.000 personer om dagen, og derefter kan det blive nødvendigt at opskalere kapaciteten endnu mere.
I Odense er det på nuværende tidspunkt muligt at få en pcr-test tre steder, hvoraf to er faste testcentre.
Det er på Billedskærervej 15 i det sydøstlige Odense og på Egeparken 14B i Vollsmose. Derudover er der et mobilt testcenter, som lørdag og søndag holder på Skulkenborg 1 i det centrale Odense. Ingen af stederne kræver tidsbestilling.
Carelink, som tidligere har stået for hurtigtest i Odense Kommune har indtil videre ikke genåbnet testcentre.
Uanset om gensynet med vatpinden er glædeligt eller ej, er det ifølge regeringen nødvendigt på grund af det stigende antal nye smittetilfælde, som i flere dage har været op mod 2.000 nye smittede om dagen. På nuværende tidspunkt er der 221 indlagte coronapatienter i Danmark, mens der på OUH stadig er under fem.
Ifølge direktør i Styrelsen for Forsyningssikkerhed, Lisbet Zilmer-Johns, har man dog været forberedt på en situation, hvor smitten kunne stige. Derfor kan man nu reagere hurtigt.
»Både regioner og private leverandører melder klar til at øge kapaciteten. Med den øgede testefterspørgsel kan det dog ikke undgås, at der vil blive mere travlt i testcentrene i spidsbelastningsperioder, og jeg vil derfor gerne opfordre til, at man bruger hele åbningstiden, hvis man har mulighed for det,« siger hun i en pressemeddelelse.