I begyndelsen af 2020 fik skiområder i Norditalien og byen Ischgl i Østrig uønsket opmærksomhed, da stederne blev udråbt som epicentre for coronaepidemien. Men nu er skiturister begyndt at søge tilbage dertil.

»Vi sælger virkelig mange skirejser. Folk vil virkelig gerne af sted. De er hungrende efter det. Lige siden vi åbnede for salget i foråret, har vi ligget foran det salg, vi havde forventet,« siger Skinetworks' marketingchef, Rikke Levinsen, til DR.

Mange turister tog i begyndelsen af 2020 coronavirus med tilbage til deres hjemland, og på den måde spredte epidemien sig som en steppebrand over det meste af Europa.

Men coronaepidemien har altså ikke afskrækket skituristerne fra at tage af sted igen, nu hvor store dele af Vesteuropa lader til at have corona-situationen under kontrol. Salget koncentrerer sig især omkring skirejser til nytår og i uge syv.

En af de danske skiturister, der skal af sted igen, er 30-årige Christian Vagn Uhre, som tidligere har fortalt B.T. om sin skitur til Østrig i 2020.

Dengang blev han og hans kæreste samt en række venner smittet med coronavirus på deres tur sydpå. Sygdomsforløbet var ikke alvorligt, nærmere influenzalignende, fortæller Christian Vagn Uhre til B.T. i dag.

Derfor er han heller ikke bekymret for at skulle til Østrig igen. Det skal han i uge seks sammen med den samme gruppe af venner.

»Afhængig af hvordan situationen ser ud til den tid, vil vi selvfølgelig tage vores forholdsregler og være opmærksomme på forøget afstand og håndhygiejne. Vi er godt skolet nu og er alle vaccineret,« siger han.

Christian Vagn Uhre ses her på en af sine skiture. Foto: Privat.
Christian Vagn Uhre ses her på en af sine skiture. Foto: Privat.
Vis mere

Han har desuden være med i et forsøg på Skejby Hospital, hvor han har fået målt niveauet af antistoffer, og det tal ligger højt og vidner dermed om øget immunitet.

Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet, stemmer i, når det kommer til at tage sine forholdsregler.

»Man skal selvfølgelig starte med at orientere sig, om der er stigende coronasmitte på den destination, hvor man tager hen. Hvis ikke der står noget på Udenrigsministeriets hjemmeside, og rejsebureauet siger okay, så kan man godt tage af sted,« siger professoren til B.T.

Hans Jørn Kolmos understreger dog, at man stadig skal være opmærksom på sin adfærd, når man tager på afterski, der ofte foregår indendørs i dårligt ventilerede lokaler, hvor smitterisikoen er større.

»Det er ikke det at stå på ski, der er problemet. Det er hele den sociale del af skiferien, der kommer, efter man har været ude på løjperne. Så det er ikke en god idé at drikke sig i hegnet og være utrolig tæt sammen med en masse mennesker på næsten ingen plads. Også selvom man er vaccineret. Vi har jo lov til at lære lidt af de begivenheder, der førte til epidemien,« siger Hans Jørn Kolmos.

Christian Vagn Uhre synes, at Ischgl i Østrig er et dejligt sted med mange muligheder som skiløber.

»Det er et behageligt land, hvor folk er søde. Det er et stort skisportsområde med den klassiske alpestemning, og så har det den berømte afterski. Der er plads til mennesker i alle aldre,« siger han.

Den 30-årige mand mener, at restauranten Kitzloch i Ischgl dengang blev udsat for for hård kritik. Stedet blev kendt for, at folk lystigt fløjtede i hinandens fløjter, når der skulle bestilles nye omgange, og i de tætpakkede og fugtige lokaler havde coronasmitten optimale betingelser for at sprede sig.

På Ski-baren Kitzloch i Østrig fløjtede man lystigt i hinandens fløjter, når der skulle bestilles nye omgange, og i de tætpakkkede og fugtige lokaler havde corona-smitten optimale betingelser for at sprede sig.
På Ski-baren Kitzloch i Østrig fløjtede man lystigt i hinandens fløjter, når der skulle bestilles nye omgange, og i de tætpakkkede og fugtige lokaler havde corona-smitten optimale betingelser for at sprede sig. Foto: CHRISTIAN BRUNA
Vis mere

»Jeg tror, stedet fik lidt for meget ansvar. For man stod lige så tæt, når man skulle have frokost ude på løjperne. Der var proppet overalt,« siger han.

Rejsebureauerne opfordrer til, at man allerede nu booker, hvis man vil af sted i de store uger som uge syv, da salget lige nu brager derudad.

Brancheforeningen for danske rejsebureauer melder også om et 'opsparet behov' for at komme på skiferie. Ikke kun for fornøjelsens skyld, men også for branchens skyld, der har brug for penge i kassen.

Lars Thykier, der er administrerende direktør ved Danmarks Rejsebureau Forening, vurderer over for DR, at branchen først er tilbage i en 'økonomisk stabil situation' i 2023 eller 2024, fordi tabet var så stort i 2020.