Børn oplever både, at bilister råber ad dem, rækker fuck til dem og kører over fodgængerfelter, mens der er børn på vejen.

Det fortæller flere børn, der om morgenen yder en stor indsatse som skolepatrulje, skriver jv.dk.

I uge fem blev skolepatruljen hyldet for deres mod til at stille sig mellem biler og deres skolekammerater.

Derfor har det lokale medie været med Mette Søberg fra 8. B og Celina Schjerlund fra 7. C, der iført selvlysende veste styrer trafikken ude ved den store vej foran skolen i Bramming i Sønderjylland.

»Der er rigtig mange, der dytter af os, hvis de synes, at det tager for lang tid. Men det er sjældent mere end 30 sekunder eller et minut, de skal vente. Nogle af dem sidder og hamrer deres hænder ind i rattet af raseri, fordi de skal vente i det minut,« siger Mette Søberg til jv.dk.

Men dyt er ikke det værste, pigerne oplever.

»Nogle standser ikke, vi er flere gange nødt til at hoppe til siden, fordi bilisterne ikke stopper, når vi stiller os ud på vejen. De er fuldstændig ligeglade med, at der er børn ude på fodgængerfeltet,« siger pigerne til mediet.

Politiassistent Karsten Pedersen fra Syd- og Sønderjyllands Politi var mødt op for at hylde skolens frivillige. Og han fortæller til jv.dk, at politiet jævnligt er ude forbi skolen.