Flere elever må springe for livet, når de beskytter deres kammerater i trafikken med ‘slikpinde’ og gule refleksveste.

Det kommer måske som lidt af en overraskelse, men kritik, snyd og farlige situationer er en del af hverdagen for nogle elever i skolepatruljen på de fynske skoleveje.

38 procent af eleverne i skolepatruljen har svaret ja til, at de selv har oplevet ubehagelige situationer i den seneste undersøgelse, der blev foretaget i 2019. Det skriver Rådet for Sikker Trafik i en ny pressemeddelelse.

»Der er alt for mange elever i skolepatruljerne landet over, som har oplevet ubehagelige tilråb eller dårlig adfærd fra trafikanter,« siger Liv Kofoed-Jensen, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Det får nu Rådet for Sikker Trafik og flere kommuner fra blandt andet Fyn til at gå sammen om en kampagne for at få bilister, cyklister og fodgængere til at respektere de frivillige elevers arbejde.

Kampagnen hedder: ‘Pas på skolepatruljen’ og har deltagelse af blandt andet Middelfart og Faaborg-Midtfyn Kommune på Fyn.

Tallene og beretningerne fra eleverne undrer dog Rådet for Sikker Trafik.

For 98 procent af bilisterne svarer nemlig, at de synes godt om skolepatruljernes arbejde i en ny undersøgelse fra 2021.

Alligevel er der flere eksempler i rådets rapport på, at voksne bilister giver fuckfinger og viser knytnæve til eleverne i skolepatruljerne.

I rapporten er der blandt andet eksempler på, at ‘elever måtte springe ind til siden for at undgå at blive påkørt’. Andre holder sig til at ‘dytte eller komme med kommentarer, når de kører forbi’.

Har du eller dit barn oplevet noget lignende i Odense? Tip os på odense@bt.dk