En mand i 30erne fra København har fødderne plantet solidt i den danske muld, selvom han i et par uger har kunnet kalde sig millionær.

Manden, der gerne vil være anonym, skulle egentlig bare købe en enkelt kupon til hans Lottoklub. Men han kunne ikke lade være med lige at købe en ekstra kupon med til sig selv med Joker.

Og det viste sig at være en rigtig god idé. Det var nemlig på den kupon, at Jokeren var løs, og pludselig var manden to millioner kroner rigere. Noget, som han slet ikke kunne tro var sandt.

»Da jeg så saldoen på min egen spillekonto, troede jeg, der stod, at jeg havde fået en gevinst på to kroner. Da jeg fik min ven til at tjekke efter, gik det op for mig, at saldoen var på to millioner kroner,« fortæller vinderen i en pressemeddelelse fra Danske Spil.

Han har sammen med sine venner haft Lottoklubben i godt halvanden måned, hvor de spiller sammen hver fredag og lørdag. Og selvom han vandt den helt store gevinst selv, vil der nok falde lidt af til klubmedlemmerne også.

»Jeg spillede jo ved siden af og fik hele præmien selv, men måske giver jeg en middag til klubben,« fortæller og kommer med et par beskedne ting, som han nu skal ud og erhverve sig efter gevinsten:

»Jeg køber mig først nogle praktiske ting. Måske lige en ny støvsuger og en kaffemaskine, siger den heldige københavner.«

Han havde kort forinden milliongevinsten joket med klubben om, at de kom til at vinde fire millioner og de havde allerede tænkt på, hvad pengene skulle bruges på. Her var der helt andre ting i tankerne end en ny støvsuger.

»Vi lavede sjov og legede, vi havde vundet fire millioner, og at de nu skulle bruges på båd og hus. Noget urealistisk. Det ville der nok ikke være råd til, fortæller han.«

Men nu har manden i 30erne nok råd til at realisere drømmen om en båd eller et huskøb – også selvom han køber en kaffemaskine.