Aalborg Vestby kan løbe ind i store problemer, hvis der ikke klimasikres mod den stigende vandstand.
Sådan lyder den dystre forudsigelse fra Aalborg Kommune.
Den forhøjede vandstand i området er nemlig et problem, hvorfor der nu aktivt sættes ind på området.
»Vi vil gerne kystsikre området samtidig med, at vi fastholder dets varierende karakter med rekreative og maritime fritidsfunktioner. Det er et udtalt ønske både politisk men også blandt områdets beboere,« siger rådmand i By- og Landskabsforvaltningen, Hans Henrik Henriksen.

Ovenstående billede viser, hvordan flere gader vil blive oversvømmet om op til 20 år, hvis der ikke bliver gjort noget ved problemet.
Mere præcist handler klimasikringen om området fra Limfjordsbroen ud til de åbne arealer vest for Skudehavnen.
For at kystsikre stedet har kommunen derfor startet en arkitektkonkurrence, hvor deltagerne skal arbejde på en løsning til problemet.
»Arkitektkonkurrencen skal derfor hjælpe os med at svare på, hvordan vi fremtidssikrer området mod havvandsstigninger og stormflod samtidig med, at områdets rekreative og fritidslivsværdier bibeholdes.«
»Og sidst men ikke mindst skal der sikres lokal opbakning og ejerskab til klimasikringen og fornyelsen af området,« siger Hans Henrik Henriksen om baggrunden for konkurrencen.
Til februar 2022 begynder konkurrencen.
Der forventes at være fundet en vinder senest i september 2022.



