Ægteparret Vagn og Marianne Iversen fra Lystrup nord for Aarhus fik sig i sidste uge noget af et chok.
27. oktober var de kørt en tur sydpå, for at høre deres datters korkoncert i Hedensted Kirke. Men på hjemturen bed 71-årige Vagn mærke i, at deres Suzuki S-Cross teede sig underligt. Det skriver Horsens Folkeblad, som bragte historien først.
»Så snart, vi kommer på motorvejen, kan vi høre, der er en raslelyd i bilen, der bliver forstærket efterhånden, som vi kører,« forklarer 62-årige Marianne Iversen til B.T.
Det fik alarmklokkerne til at ringe hos parret, der valgte at holde ind et sted mellem Horsens og Vejle, for at gennemgå bilen.

Der var dog ikke noget, der sprang i øjnene, så de valgte at køre videre i et langsomt tempo. En tur, der normalvis kan klares på cirka tre kvarter, men som i stedet endte med at tage halvanden time.
Det var først, da Vagn og Marianne nåede tilbage på matriklen i Lystrup, at de fandt frem til, hvad der forårsagede Suzukiens afvigelser.
De havde været offer for hærværk. På det venstre forhjul var hjulboltene blevet løsnet.
»Det blev vi ret forskrækkede over, for det kunne være gået rigtig galt på motorvejen,« siger Marianne Iversen.
»Det var heldigt, vi nåede hjem. Med boltene skruet af, kunne dækket nemt være røget af på motorvejen, og så kunne der være sket frygtlige ting.«
Faktisk er hun ikke engang sikker på, at ægteparret ville have overlevet, hvis uheldet havde været ude.
Efterfølgende har de meldt hærværket til politiet. Det bekræfter Sydøstjyllands Politi over for B.T.
»Sådan en anmeldelse tager vi i politiet altid alvorligt, og det undersøges nu nærmere, om der måtte ligge en kriminel handling bag, og hvem der i så fald måtte stå bag,« fortæller vicepolitiinspektør Stig Simonsen.

På køreturen hjem var det særligt Marianne, der havde nerverne uden på tøjet. Hun havde en dårlig fornemmelse.
Tankerne kredsede om parrets tre voksne børn – for hvad nu hvis der skete deres forældre noget?
»De har ikke brug for, at vi kommer ud for noget frygteligt. Det ødelægger jo hele familien, hvis der sker sådan nogle ting,« fortæller hun.
Gudskelov nåede de hjem i god behold og hele familien slap med forskrækkelsen.
»Det endte lykkeligt, men vi burde have stoppet. Vi var rystede, da vi fandt ud af, hvad der var galt,« fortæller Marianne Iversen.
»Vi havde ikke i vores vildeste fantasi kunne forestille os, at det var boltene.«



