Lørdag er det muligt at blive vaccineret på vej igennem Bilka.
Der er allerede godt gang i vaccinerne i Bilka Skalborg. Fra klokken 13 har det været muligt at få et stik med vaccinen fra Moderna, og efter godt og vel en time vurderede varehuschef Peer Thomassen, at flere havde taget imod tilbuddet.
»Jeg tror, der har været cirka 10 mennesker igennem på nuværende tidspunkt. Enkelte har været nødt til at vende om, fordi der kun bliver tilbudt Moderna-vaccinationen, men det går stille og roligt med god ro og orden,« siger han.
Han forklarer desuden, at Bilka blot ligger lokaler til vaccinen.
»Vi har sagt ja til det, fordi vi synes, at nu hvor vi har den kundestrøm, som vi har, så kan vi bidrage positivt til, at folk får en let tilgang til deres vaccine. Vi ved, tilgængelighed er en afgørende faktor, og det kan vi hjælpe med,« fortæller han og fortsætter:
»Vi har helt fra starten været med til at bidrage til en god periode i forhold til restriktioner, og vi har støttet op om myndighedernes anbefalinger.«
Derfor fortsætter Bilka i Skalborg også med flere af tiltagene som følge af coronapandemien, lyder det fra varehuschefen i Skalborg.
»Vi holder fast i håndsprit, plastikhandsker og afstandsmarkeringer på gulvet. Jeg tror, kunderne er trygge ved, at de har mulighederne, og at vi som forretning tilbyder en sikkerhed.«
Peer Thomassen understreger, at Bilka i Skalborg hverken er for eller imod om folk skal lade sig vaccinere, når de skal forbi centeret efter mælk.
»Vi vil gerne stille vores lokaler til rådighed, hvis Sundhedsstyrelsen mener, det er det rigtige at gøre. Det er helt frivilligt, om folk vil vaccineres herude,« fortæller han.
Uanset om man er for eller imod vacciner, håber Peer Thomassen, at der er plads til alle i Bilka Skalborg – uanset om man kommer efter mælk eller en vaccine.
»Vi håber, at der er plads til begge typer herude – både dem, som vil vaccineres, og dem, som ikke vil vaccineres.«
Godt 79 procent af målgruppen er færdigvaccineret, mens godt 86 procent som minimum har fået første stik, oplyser Sundhedsstyrelsen.