Grundet sit job som sygeplejerske var Nadia Louise Ljungberg en af de første, der blev vaccineret mod coronavirus. Men snart udløber hendes coronapas, og det gør hende frustreret.

»Det giver en utryghed. Både fordi smitten stiger, og fordi jeg skal forholde mig til, hvad det gør ved mig,« siger Nadia Louise Ljungberg til TV 2 Lorry.

Hun arbejder til daglig som sygeplejerske på Herlev Akutmodtagelse og fik derfor allerede i slutningen af december sidste år sit første stik med vaccinen.

Det betyder, at hendes coronapas meget snart står til at udløbe, da en vaccination på nuværende tidspunkt gælder i 180 dage ifølge Udenrigsministeriets rejsevejledninger.

Lige nu har cirka halvanden million danskere fået deres første stik med coronavaccine.
Lige nu har cirka halvanden million danskere fået deres første stik med coronavaccine. Foto: Henning Bagger
Vis mere

De danske sundhedsmyndigheder har fortsat ikke taget stilling til, hvor længe et coronapas er gyldigt efter vaccination.

Ifølge TV 2 Lorry har Sundhedsministeriet bedt Sundhedsstyrelsen om at se nærmere på vacciners varighed.

Sundhedsstyrelsen oplyser i et skriftligt svar til tv-stationen, at reglerne for coronapas løbende bliver vurderet i takt med viden om smitte, test og vaccinationer.

Indtil da må Nadia Louise Ljungberg væbne sig med tålmodighed og håbe på, at vaccinen stadig beskytter hende mod coronavirus efter et halvt år.