Natten til søndag blev der begået hærværk og forsøg på brandstiftelse på et vaccinationscenter i Horsens.

Sagen efterforskes stadig, men for at gardere sig mod lignende oplevelser har man nu hyret en vagt til centeret.

Søndag morgen modtog Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om ubudne gæster på et vaccinationscenter i Horsens. Vagtchef Hans Hoffenstez fortalte til B.T., at anmeldelsen lød på en smadret rude, efter en sten var kastet ind ad vinduet.

Men en smadret rude var ikke det eneste, politiet kunne berette om. Det viste sig nemlig, at der også havde været et forsøg på brandstiftelse.

Derfor valgte man at holde vaccinationscenteret på Fuglevangsvej lukket søndag. Det oplyser Regionshospitalet Horsens, der driver centret, til Horsens Folkeblad.

Dermed måtte de planlagte vaccinationstider aflyses. Og borgere med tidlige tider blev mødt af betjente fra Sydøstjyllands Politi, der altså kunne fortælle, at stikket måtte vente til en anden dag.

»Vi kunne ikke nå at kontakte de første borgere, før de var der, men ringede rundt til dem, der skulle vaccineres senere på dagen for at aflyse tiden,« fortæller Michelle Ann Matzen, som er daglige leder, til Horsens Folkeblad.

At man var nødsaget til at holde vaccinationscentret lukket søndag, hvor der i øvrigt ikke blev stjålet nogen vacciner, betød, at omkring 250 skal bestille en ny tid. Og ifølge Matzen vil der blive lagt flere tider ind, så man kan få en ny tid inden for en uge.

Ifølge politiet ses der med alvor på hændelsen, og den efterforskes stadig.

»Vaccinationscentre og deres personale har i denne tid en meget vigtig samfundsopgave, og det er ikke i orden at skabe bekymring hos hverken personalet, der arbejder der, eller hos borgere, der får udsat deres vigtige vaccination,« siger politiinspektør Carit Andersen fra Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

På nationalt plan er det heldigvis sjældent, at man oplever hærværk mod vaccinationscentre. Det oplyser Rigspolitiet til B.T.:

»Rigspolitiet kan oplyse, at der har været ganske få tilfælde af hærværk mod vaccinationscentre. Selvom antallet af sager er begrænset, er det er en alvorlig forbrydelse, som politiet taget meget alvorligt. Vi følger løbende udviklingen og tilpasser vores indsats ud fra trusselsbilledet, ligesom vi sætter ind med tryghedsskabende tilstedeværelse, hvor der vurderes at være behov.«

Vaccinationscentret i Horsens har valgt at hyre en vagt, som er på centret uden for åbningstiden, i håb om at undgå lignende situationer.