Lysten til at vaccinere børn mod covid-19 er tilsyneladende stor hos danske forældre.

I weekenden modtog forældre til børn mellem 10-11 år et brev fra Statens Serum Institut med en invitation til at lade deres børn vaccinere.

Og den invitation har mange allerede taget imod.

En opgørelse fra søndag aften klokken 22 viser, at 18.500 forældre allerede har været inde på www.vacciner.dk og bestille tid til vaccination af deres børn.

Det oplyser Statens Serum Institut til B.T.

Over 1.000 børn mellem 10-11 år har påbegyndt vaccinen med første stik.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik er der 130.427 børn i alderen 10-11 år i Danmark.

Sundhedsstyrelsen har siden 26. november 2021 anbefalet, at børn i alderen 5-11 år bliver vaccineret, men indtil videre er det kun de 10-11-årige, der har fået invitationen.

I alt er der ifølge Danmarks Statistik 431.256 børn i aldersgruppen 5-11 år.

Noget tyder på, at der hersker en større skepsis, når det kommer til vaccination af børn, end når det er de voksne selv, der skal under nålen.

B.T. talte i lørdags med Louise Nielsen, der er blevet tilbudt at få sine to piger vaccineret. Hun har selv taget imod vaccinen, men vil ikke lade døtrene vaccinere.

»Der bliver jo et kæmpe pres nu, og jeg håber ikke, at det bliver sådan, at pigerne ikke kan komme i svømmehallen, i biografen eller til børnefødselsdag, fordi de ikke har et coronapas,« sagde hun i interviewet med B.T., som du kan læse her.

I en afstemning i artiklen spurgte vi læserne, om de vil lade deres børn vaccinere, og til det svarede kun 60 procent ja.

Til sammenligning har 77,6 procent af befolkningen over 11 år i skrivende stund fået første stik, og 75,8 procent er færdigvaccinerede.

Tilbuddet om vaccination af børn kommer samtidig med at en ny, smitsom variant af corona – omicron – har spredt sig fra det sydlige Afrika til Europa.

Den nye variant har blandt andet fået Japan til at lukke sin grænse for nye udlændinge i et forsøg på at undgå spredning af omicron i landet.

De danske børn er blevet tilbudt vaccine med Pfizer-BioNTech. Det er frivilligt, om man vil lade sit barn vaccinere.

Rettelse: Tidligere fremgik det af denne artikel, at alle forældre til børn på 5-11 år har fået invitation om at få deres børn vaccineret. Det var forkert, da det kun er børn på 10-11 år, der har fået invitationen. Sundhedsstyrelsens anbefaling gælder dog børn på 5-11 år.