Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Den højest usædvanlige og historiske spredning af flammer fra den ene bygning til den anden får nu efterforskningen til at tage et nyt skridt.

I alt spredte flammehavet sig så hurtigt mellem boligblokkene i den voldsomme brand fredag eftermiddag i Vanløse, at 90 familier har mistet deres lejlighed.

Og det er den spredning, der nu får en helt særlig undersøgelse.

Sådan er meldingen fra Brian Belling, der er leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet hos Københavns Politi til B.T.

Her ses etageejendom på Grøndals Parkvej i Vanløse blev fredag 25. marts 2022 raseret af en omfattende brand. (Foto: Nils Meilvang/Scanpix 2022)
Her ses etageejendom på Grøndals Parkvej i Vanløse blev fredag 25. marts 2022 raseret af en omfattende brand. (Foto: Nils Meilvang/Scanpix 2022) Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Ud over, at vi er ved at finde ud af, hvad der er årsag til, at branden startede, så har Bolig- og Planstyrelsen sat Dansk Brandteknisk Institut til at undersøge, hvorfor branden udviklede sig, som den gjorde,« siger han og tilføjer:

»Det skal gøres for at se på, om der er fejl ved de nedbrændte bygninger eller brugt forkerte materialer.«

Københavns Politi hjælper med at skaffe det nødvendige materiale til undersøgelsen af flammernes hastige spredning.

»Det er lige nu usikkert, hvornår Bolig- og Planstyrelsen er færdige med undersøgelsen. Når den ligger der, skal vi tage stilling til, om politiet skal rejse sag på baggrund af resultaterne,« siger Brian Belling.

Operationschef hos Hovedstadens Beredskab Frank Mikkelsen slår fast, at flere end 90 udbrændte lejligheder er historisk højt.

Og det burde aldrig kunne ske.

»En brand skal ikke kunne sprede sig så hurtigt over så stor en bygning. Normalt vil de brandadskillende konstruktioner nedsætte hastigheden i brandudbredelsen og give os mulighed for indsats og begrænsning,« siger han.

Men er det jeres vurdering, at det er nogle fejl hos de ramte boliger, der er skyld i, at branden har spredt sig så vildt?

»Vi kan jo ikke konkludere noget endnu. Men vi gør os jo nogle betragtninger ud fra det konkrete brandforløb, vi her har oplevet, og så vores erfaringer fra andre brande. Og når vi sammenligner med andre, er det et usædvanligt og voldsomt brandforløb,« siger Frank Mikkelsen og tilføjer:

»Der er ikke nogen hos os, der husker at have deltaget i så omfattende en brand.«

Især tagenes tilstande på de nedbrændte boligblokke er under lup efter den historiske brand.

Billederne fra branden viser nemlig, at flammerne med stor hastighed spredte sig mellem tagtoppene.

Selve den nedbrændte boligblok er bygget i 1938, men Brian Belling fra Københavns Politi bekræfter, at tagene faktisk er kommet på senere.

»Det er ved at blive undersøgt, hvornår præcis taget er fra, og hvilke materialer der er brugt,« siger han.

Men hvad vil der så ske, når den her særlige undersøgelse af brandens spredning er lavet?

»Hvad Københavns Politi gør kommer an på, hvad redegørelsen viser. Det er lidt hypotetisk lige nu,« siger han.

Frank Mikkelsen fra Hovedstadens Beredskab peger også på, at tagkonstruktionerne kan være mulige syndebukke.

»Jeg kan ikke udtale mig om, hvorvidt der er lavet fejl, men vi kan i hvert fald konstatere, at ting, der skulle bremse en tagbrand, virker til ikke at have fungeret,« siger han og fortsætter:

»Men vi må vente og se, hvad efterspillet bliver, når undersøgelsen af brandens udvikling er færdig.«

Andre læser også