Rejsende i S-toget i hovedstadsområdet spærrede fredag morgen øjnene op, da de i morgenmyldretiden sad og læste dagens nyheder på togets info-skærme.

Her bekendtgjorde en overskrift pludselig, at 258.000 vælgere skal stemme for første gang ved det kommende folketingsvalg.

Det er der sådan set ikke noget forkert i.

Miseren består i, at overskriften indeholdt datoen 26. maj.

Ifølge info-skærmene i S-togene fredag morgen er der folketingsvalg 26. maj.
Ifølge info-skærmene i S-togene fredag morgen er der folketingsvalg 26. maj.
Vis mere

'Cirka 250.000 skal sætte deres første kryds til et folketingsvalg d. 26. maj.'

Som bekendt er det i skrivende stund kun statsministeren - og muligvis også hans hustru Sólrun - der ved, hvornår vi præcist skal til stemmeurnerne.

Skærmen blev spottet af en pendler på vej til job fredag morgen.

Her blev det delt på Twitter af blandt andre Rasmus Sand.

Hos DR erkender man fejlen, som skyldes en menneskelig fejl:

'Ved en menneskelig fejl blev der torsdag aften ganske kortvarigt publiceret en kladde til en forberedt artikel om førstegangsvælgere på dr.dk. I kladdens underrubrik stod der, at folketingsvalget finder sted 26. maj, men det ved vi naturligvis pt. intet om,' skriver dr.dk fredag formiddag.

'Artiklen blev straks fjernet fra alle DR’s platforme, men ved en teknisk fejl blev den ikke fjernet fra de skærme i DSB’s S-tog, der viser et udvalg af DR’s nyheder, før fredag morgen. DR beklager.'

Til B.T. siger ledende redaktionschef på DR Nyheder, Christian Lindhardt, at nyheden torsdag aften lå på sitet i cirka et minut, før den igen blev fjernet.

Han beklager fejlen og ærgrer sig over, at rettelsen ikke slog igennem til DSB's skærme, og at DR vil nu undersøge, hvordan man undgår noget lignende igen.

»Vi er selvfølgelig kede af, at vi har lavet en fejl. Det kan desværre ske, når man arbejder med nyheder. Derfor trak vi den også hurtigt tilbage, lige så snart vi blev opmærksomme på den.«

Flere brugere på Twitter gjorde sig hurtig muntre over, om DR nu igen havde ladet 'Charlotte om at teste beredskabsmeddelelser.'

Det er nemlig ikke første gang, DR kommer til at udskrive valget før tid.

Ved sidste valg - i foråret 2015 - kom Statsradiofonien ved en fejl til at udsende en nyheds-sms om, at der var udskrevet valg.

Meddelelsen kom kort efter en anden besked fra DR, hvor der stod:

‘Charlotte tester beredskabsmeddelelse, Charlotte tester beredskabsmeddelelse, Charlotte ja.’

Derfor kom afsenderen på den fejlagtige valg-sms hurtigt til at hedde 'Charlotte' på de sociale medier.

Heller ikke dengang var brugerne på Twitter sene til at gøre grin med svipseren.

Til det svarede DR kort efter igen med et glimt i øjet.

'Så valget er udskrevet? Nej, Charlotte har leget med DRs SMS-system i dag.'

Dengang - for fire år siden - blev valget rent faktisk udskrevet 27. maj og blev afholdt 18. juni.