En mor fik sig noget af en forskrækkelse, da hun søndag var en tur i Bilka i Ishøj.
Pludselig kunne hun nemlig ikke få øje på sin treårige søn.
Han var ingen steder at se – og med god grund.
Den lille dreng havde nemlig, ifølge TV2 Lorry, besluttet sig for at gå på opdagelse i området.
Ifølge vagtchefen ved Københavns Vestegns Politi var den treårige dreng gået alene til Ishøj Station, som ikke ligger langt fra Bilka.
Her var han – alene – steget om bord på et S-tog.
»Lokoføreren i et S-tog mod København bliver opmærksom på et treårigt barn, der tilsyneladende var uden forældre,« siger Lars Jørgensen, vagtchef ved Københavns Vestegns Politi til mediet.
Lokoføreren kaldte derfor ud over højttalerne i toget og over højttaleren på perronen på Ishøj Station.
Tilsyneladende uden held.
Da ingen vedkendte sig den lille dreng, blev politiet tilkaldt.
Kort efter lykkedes det dem at genforene drengen med sin mor.
Vagtchefen fortæller, at den lille fyr fik sig en på opleveren, og at han er i god behold.

