I en klumme i B.T. sammenligner Jes Dorph fortidens tobaksreklamer med bettingfirmaers reklamer i dag, hvor flere danske kendisser vælger at være ansigt udadtil.

Specifikt nævner han fodboldikonet Brian Laudrup, som han mener, har et ansvar, han næppe lever op til.

»Brian Laudrup er ikon og rollemodel for hundredtusindvis af mennesker, som ikke kun har brugt mange penge på at se ham spille og købt trøjer med hans navn på ryggen. De ser også op til ham, fordi han havde en formidabel karriere som sportsstjerne,« skriver han og fortsætter:

»Derfor har Brian et ekstra ansvar som frontfigur for et firma, der lokker os til at satse kroner på, om der bliver scoret over eller under tre mål i en fodboldkamp.«

Jes Dorph-Petersen.
Jes Dorph-Petersen. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Der er i dag mindst 10.000 ludomaner i Danmark og 125.000, der ikke kan kontrollere deres spilletrang – flere end nogensinde.

Og Jes Dorph skriver, han godt ved hvorfor.

Unibets pressechef, Per Marxen, fortæller til B.T., at det for dem ikke er et mål i sig selv at bruge kendte ansigter, men at de netop har valgt Brian Laudrup som deres 'Brand Ambassador', fordi han er noget særligt og passer godt til deres virksomhed:

»Vi synes, Brian er er en glimrende frontfigur for vores brand. Han passer godt til vores brand, fordi han er passioneret, sportsinteresseret og vidende,« siger han.

Brian Laudrup,
Brian Laudrup, Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Når man spørger, hvorvidt de hos Unibet føler, Brian Laudrup i kraft af sin status og mulighed for indflydelse har et ekstra ansvar som frontfigur for et firma, der lokker os til at satse kroner på fodboldkampe - som Jes Dorph skriver - svarer han:

»Sidst jeg kiggede efter, er det stadig et frit land, og folk må have lov til reklamere for de lovlige produkter, de har lyst til.«

Michael Bay Jørsel, der er centerleder hos Center for Ludomani, mener, det er en kedelig og ekstrem uheldig tendens, at bettingfirmaer benytter sig af kendte ansigter i deres reklamer.

»Vi har sagt så mange gange, at brugen af kendte som reklamesøjler skal stoppes. Kendte kan være med til at give et billede af noget mere seriøsitet, og når en kendt tidligere fodboldspiller reklamerer for det, er han med til at motivere folk til at spille. Det er med til at kvalificere og gøre spillet mere interessant,« siger han.

Ifølge ham er det helt tydeligt, hvordan reklamerne både påvirker dem med et spillemisbrug - men også de pårørende.

»Det, vi ved noget om, er, at reklamer har haft en uheldig betydning for de mennesker, der er ude i et aktuelt spillemisbrug. De pårørende lever også med en konstant angst for, at deres nærmeste skal ryge i igen på grund af de her reklamer,« siger han og fortsætter:

»Tobak dræber - det gør spil altså også i et vist omfang. Sidste år havde cirka en tredjedel inde på Center for Ludomani haft overvejelser om selvmord.«

Ud over Brian Laudrup reklamerer blandt andre komiker Uffe Holm og skuespiller Pilou Asbæk også for bettingfirmaer.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra alle tre - dog uden held.