Hvis du ser fodbold på tv, så kender du med garanti reklamerne med den danske fodboldlegende Brian Laudrup for bettingfirmaet Unibet.

Men når de sendes på kanaler hos Discovery, hvor Brian Laudrup også figurerer som fodboldekspert, så er de ifølge en ekspert i strid med loven.

Det skriver fagbladet Journalisten.

Problemerne opstår på flere fronter.

Det første problem findes ifølge Heidi Højmark Helveg, der er advokat og ekspert i markedsføringsret, i, at reklamerne med Brian Laudrup er vildledende for forbrugerne.

Hun mener således, at reklamen overtræder paragraf 8 i reklamebekendtgørelsen. Hun kalder det 'klokkeklart' ulovligt.

'En programmedarbejder, som medvirker i et nyheds- eller aktualitetsprogram, herunder sportsnyheder og aktualitetsprogrammer vedrørende sport, må ikke medvirke i en fjernsynsreklame udsendt af samme programforetagende,' hedder den.

Og der mener eksperten, at Brian Laudrups Unibet-reklame fejler:

»Som seere blander vi det sammen. Det er det, lovgivningen skal forhindre. Når han er ekspert i fodbold, så kan han vel også være ekspert i spil om fodbold? Vi bliver vildledt til at tro, at alt, hvad han siger, er godt, og at vi derfor skal tro på hans tips,« siger Heidi Højmark Helveg til Journalisten.

Hun fortæller dog, at det i hendes optik ikke er Discovery, som overtræder den danske lovgivning. Det er professor i markedsføring ved CBS Søren Sandfeld enig i.

Det skyldes ifølge de to eksperter, at Discovery sender fra London og dermed ikke er underlagt dansk lovgivning, selvom de sender i Danmark.

Derimod bør Unibet følge dansk lovgivning, mener Heidi Højmark Helveg. Den påstand er Søren Sandfeld dog ikke nødvendigvis enig i.

Brian Laudrup kritiseres for sin dobbeltrolle, når han det ene minut er frontmand for Unibet og det næste er ekspert hos Kanal 5.
Brian Laudrup kritiseres for sin dobbeltrolle, når han det ene minut er frontmand for Unibet og det næste er ekspert hos Kanal 5. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

Han mener i stedet, at der kan sås tvivl om, hvorvidt Unibet er forpligtet af reklamebekendtgørelsen, som lovgivningen mundret hedder, da de ikke er en tv-kanal.

De to eksperter kan dog blive enige om, at Unibet har et problem, når det gælder en af bettingselskabets reklamer på Youtube.

I den pågældende reklame fortæller Brian Laudrup blandt andet, hvordan Unibet betaler skat i Danmark, og at man skal være over 18 år for at være kunde hos bettingselskabet.

Men da det er et krav i lovgivningen, må selskabet ikke benytte sig af netop de informationer til en reklame, mener begge eksperter.

Hos Unibet er man dog langt fra enig i eksperternes udlægning af sagen. I et skriftligt svar til mediet lyder det:

'I det tilfælde, I har taget op, er vi dog ikke enige i betragtningerne. Vi sikrer os altid, at vores markedsføring overholder gældende danske regler,' skriver Per Marxen, der er Unibet Danmarks pressechef, i en mail.

Hos Discovery dækker man sig ind under, at man sender fra London. Samtidig ser man dog ikke et problem i Brian Laudrups dobbeltrolle. Man mener nemlig, at seerne sagtens kan holde det adskilt, hvornår landsholdslegenden er en del af fodbolddækningen, og hvornår har bruges som reklamesøjle.

Journalisten har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Brian Laudrup.