Dæmpet lys, kondomer og farverigt sexlegetøj i alle størrelser og former. Det forbinder de fleste med en swingerklub.
Mange forventer også en hær af singlemænd og ældre ægtepar uden en trevl på kroppen. De færreste tænker unge mennesker i tyverne.
Det billede er ved at ændre sig. Ligesom 19-årige Nadine har flere unge generelt fået øjnene op for swingerlivet, og det mærker to af de største klubber, som afholder flere og flere særarrangementer, der er forbeholdt det yngre publikum.
»De unge har inden for de seneste fem år fået en stigende interesse for swingermiljøet,« fortæller Allan Zeuthen fra CitySwingers.

I lokalerne på Amager har klubben hver måned såkaldte 'Young Swingers Night' med en øvre aldersgrænse.
Til hvert arrangement kommer op mod 100 kvinder, mænd og par i tyverne og start-trediverne.
Interessen er så stor, at de i 2020 udvider til at afholde to arrangementer om måneden.
»Det er enormt populært, og alle forstår, at en pige eller fyr i tyverne helst vil møde andre i samme aldersgruppe.«
Man er mere blottet i sit soveværelse end i en klub, hvor alle er anonyme.Torben Nielsen, ejer af Tucan Club.
Hos Tucan Club uden for Kolding fortæller indehaver Torben Nielsen, at de også holder 'Young Swingers Night' et par gange om året med op mod 400 besøgende hver gang. Det er dog ikke kun en særforestilling. De unge fylder også i stigende grad på helt almindelige aftener.
»Vi har generelt en del unge, som kommer. Det er en tendens, som bliver større og større,« siger han. »De unge er nysgerrige og mindre flove over, hvad andre tænker. Nogen skriver endda på deres sociale medier, at de er i klubben. Det gør de voksne ikke.«
Selvom mængden af bar hud og sex er den samme, så adskiller de unge til særarrangementerne sig fra ældre gæster på normale aftener.
»Alting er lidt mindre ekstremt, og der er mere snak og hygge i forhold til almindelige klubaftener. De unge er langt mere forsigtige og dyrker mest sex én og én. Vi ser ikke mange voldsomme gangbangs og pisk på korset,« fortæller Allan Zeuthen.
Paradise Hotel og tryghed
Flere unge snuser til swingermiljøet, og flere unge kommer i klubberne. Men hvorfor?
Det er nærliggende at spørge, hvorfor de tilvælger en marginalkultur med sexklubber, når andre på deres alder finder en partner i byen og på Tinder.
»Jeg tror, at unge bliver mere og mere bevidste om sex. Der er også en tendens til, at sexlyst ikke er så tabubelagt mere,« siger Allan Zeuthen, der ejer to CitySwingers-klubber i København, og tilføjer: »Det sociale fællesskab kommer også bag på mange.«
For nogen er det et alternativ til nattelivets barer og diskoteker. For en ung kvinde er det eksempelvis også nemmere at virkeliggøre en fantasi om at ligge med to mænd på samme tid i en swingerklub end i byen. Det er samtidig mere sikkert, og ingen er sanseløst berusede.

Generelt er det også meget nemmere at holde fast i sine grænser og sige nej, når der hele tiden er mennesker omkring en. Mange i den aldersgruppe har et aktivt sexliv, og de bruger klubberne til at tilfredsstille deres behov i et miljø, hvor de føler sig sikre og mindre udsatte.
»De unge har fundet ud af, at de kan have sex under trygge rammer i klubberne. Tager man med en fremmed person hjem fra byen, så ved man ikke, hvad der kan ske. Man er mere blottet i sit soveværelse end i en klub, hvor alle er anonyme,« siger Torben Nielsen.
Han nævner også reality-tv, hvor unge prøver grænser af for åben skærm, som en forklaring på, at flere unge viser interesse for swingerklubberne. I bedste sendetid tager reality-stjerner seerne ind under lagnerne i 'Ex on the Beach' og dyrker gruppesex i trekanter, firekanter, femkanter og sekskanter i 'Paradise Hotel'. Dokumentarserier har samtidig åbnet klubbernes lukkede verden for hele Danmark.
Det gør alt sammen tanken om sex i en swingerklub mindre obskur og mere mainstream.
Men selvom et stigende antal unge kommer i swingerklubberne, er det ikke nødvendigvis for alle, mener Allan Zeuthen.
»I hele den her 'Paradise Hotel'-tankegang er nogen også kommet galt af sted, når de har sex.«
»Swingerklubber er kendt som et grænseløst sted, men de unge skal først vide, hvor deres egne grænser går.«


