»Det var grænseoverskridende. Jeg endte i S/M-rummet med bind for øjnene og blev pisket i en gabestok.«
Det er ikke noget, som Nadine Aggerholm har prøvet før, og manden bag hende har hun først lige mødt.
De har skrevet lidt sammen på et chatforum og siden aftalt at mødes. Det er hendes første rigtige oplevelse i en swingerklub. Hun er 18 år.
»Jeg kunne mærke, at der gik andre rundt om mig, men jeg kunne ikke se det. Jeg frygtede, at de ville røre ved mig.«

Det må de ikke, og det gør de ikke, for sådan er reglerne. Nogle minutter senere bliver gabestokken låst op, og hun kan fjerne bindet for øjnene.
Lokalet er mørkt, men Nadine kan ane, at der står 15-20 personer rundt om hende. De fleste er mænd, som alle rører ved sig selv.
»Det var virkelig en stor mundfuld for mig, men jeg følte mig sikker i det, jeg gjorde, fordi jeg var i klubben,« siger hun.
Oplevelsen skræmte heller ikke Nadine fra nogensinde at sætte sine ben i swingerklubben igen. Tværtimod.

»Jeg kunne på en måde godt lide opmærksomheden og ville gerne prøve noget mere.«
Som nu 19-årig er hun blandt de yngste swingere, men hun er ikke alene. De seneste år er flere og flere unge danskere begyndt at interessere sig for miljøet, fortæller to af landets største klubber.
For at forstå, hvordan unge som Nadine navigerer i en grænseløs sexverden, har B.T. fulgt hende i flere måneder og under flere besøg i Swingergaarden i Slagelse. Her har hun fortalt om, hvordan hun begyndte, og hvorfor hun fortsætter.
»Det er lidt ligesom en superheltedragt, når jeg tager et kostume eller specielt undertøj på. Jeg bliver en anden person.«Nadine
Det er næsten præcis et år siden, at Nadine første gang besøgte swingerklubben. I dag kommer hun der oftere, end hun tager i byen.
Men det har også haft en pris at begynde at swinge i så ung en alder.
»På den ene side har jeg sikker sex, får gode oplevelser og nye bekendtskaber. Jeg har også lært meget om mig selv og min krop,« fortæller hun.
»På den anden side er ulempen, at jeg har fundet ud af, at jeg er til hård sex. Det er ikke mange fyre på min alder, der kan være med på dét, og som samtidig er en sød kæreste.«

De problemer troede Nadine ikke, at hun ville få for bare et år siden. Selvom hun er nysgerrig af natur, moden af sin alder og seksuelt fremme i skoene, så lå det aldrig i kortene, at hun skulle gå i swingerklub. Hvorfor skulle hun også? Det har aldrig været et problem for hende at få opmærksomhed fra det andet køn til studiefester, på Tinder eller i nattelivet.
Hun levede lykkeligt uvidende om S/M, gruppesex og kreative bollerum.
Det ændrede sig, da hendes veninde i december 2018 inviterede hende med ned i Swingergaarden. Det var sådan, det hele begyndte.
»Jeg kendte kun til swingerklubber fra 'Danmark ifølge Bubber', så jeg ville gerne selv opleve, hvordan det var.«

'Hvilke typer møder jeg?'
Nadine er ikke blufærdig, men det var mere grænseoverskridende at tage tøjet af, end hun troede, det ville være den december aften. I det mindste vidste hun, at alle i swingerklubben ville være lige så nøgne som hende selv.
Sammen med sin veninde trådte hun ind og satte sig i baren.
»Jeg var nervøs og tænkte: 'Hvilke typer møder jeg herinde? Er det kun gamle mennesker i lædertøj?'«
Ingen havde lædertøj på, men der var heller ikke nogen, som havde mere end undertøj på. Mændene var dobbelt så gamle som de to piger og nogle af parrene ældre endnu. Nadine fik en rundvisning og forklaring på alt fra gloryholes til sexgynger og gangbang-senge.

De var kun i swingerklubben i en lille time, og det hele var udramatisk og sexløst, men Nadine vidste allerede, at hun ville komme igen. Hun havde snydt lidt på forhånd og oprettet en profil med navnet 'Blondiebitch' på Swingergaardens chatforum to dage tidligere.
Hun havde tilføjet nogle billeder og skrevet et par linjer om sig selv: 'Hej. Jeg er en pige, som er frisk på det meste. Jeg tænder på de fleste ting :)'
Efter få timer dukkede de første beskeder op.
'Velkommen til. Du ser sgu godt ud,' skrev den første.

'Hej, lækre, smukke kvinde,' skrev den næste.
En af de mænd, som skrev til Nadine, kendte hendes veninde allerede fra Swingergaarden. Han havde en kæreste, men det var ikke et problem. Nadine ville gerne se klubben på den rigtige måde og opleve mere end en rundvisning og en cola i baren. De lavede derfor en aftale om at mødes dernede nogle dage senere.
I Swingergaarden er der altid mennesker, og det gjorde Nadine mere tryg, end hun ville være, hvis hun havde scoret en tilfældig fyr i byen.
»Jeg har tidligere oplevet at tage hjem til en fyr efter en bytur og så pludselig ikke have lyst til sex, men følt mig tvunget til at gøre det alligevel,« forklarer hun.»Det kan også være farligt at tage med en fremmed hjem. Man ved ikke, hvad personen kan finde på at gøre, når man er alene bag fire vægge.«
Jeg har flere gange tænkt: 'Er det her for mig? Kan jeg holde til det?'Nadine
I swingerklubben er det anderledes, forklarer Nadine. Hun er aldrig helt alene, og alle kender ordensreglerne, som er printet ud, lamineret og hængt op på væggen ved baren.
'Et nej er et nej. Ligegyldigt hvordan det leveres, skal det respekteres,' lyder regel nummer ét. Det er også en af grundene til, at Nadine i dag har mere sex i Swingergaarden end i sin egen seng.
To forskellige personligheder
Spørger nogen, hvad Nadine laver i sin fritid, så svarer hun uden at tøve, at hun både arbejder og kommer i en swingerklub.
Det er ikke noget, som hun føler, at hun bør holde hemmeligt. Heller ikke over for sine forældre eller studiekammerater.

Sommetider møder hun også nogle af sine veninder i Swingergaarden, som kommer der med deres kærester eller arbejder bag baren ligesom hende selv.
Det skifter, hvor ofte hun selv kommer i klubben. Det kan være alt fra en gang om ugen til et par gange om måneden, at hun kører derud i sin lille røde bil. Hendes rutine er dog altid den samme, når hun træder ind ad døren til huset med de mørklagte vinduer. Hun hænger sit hverdagstøj i omklædningrummet og efterlader samtidig en del af sig selv i skabet, som hun låser med en nøgle.
Hun tager noget frækt undertøj på og kigger sig selv i spejlet en sidste gang. Når hun træder ud på den anden side af forhænget, er hun ikke længere Nadine, men 'Blondie'.
»Det er lidt ligesom en superheltedragt, når jeg tager et kostume eller specielt undertøj på. Jeg bliver en anden person.«

'Blondie' er hendes facade. Hun er den sjove, frække, flabede og useriøse type, der pjatter med de andre gæster i baren uanset deres alder.
Nadine er mere introvert, følsom og sårbar. Hun læser HF, laver sine lektier og arbejder i weekenderne. De to personer har forskellige behov.
Ligesom Nadine ikke kommer med ind i klubben, kommer 'Blondie' heller ikke med hjem.
»Jeg vil gerne have hård sex i klubben, men privat vil jeg også gerne have følelser med i det. Det kan jeg ikke, når jeg er 'Blondie', fordi det bliver for intimt.«

Det er dyrtkøbte erfaringer, som Nadine taler ud fra. Hun har tidligere haft et kortvarigt forhold til en fra Swingergaarden. Hun fandt pludselig sig selv i en situation, hvor Nadine og 'Blondie' flød sammen – og det gik galt. Hendes kæreste kunne ikke forstå, at Nadine ikke ville behandles som 'Blondie', når de to var sammen privat.
Hun ville ikke have, at deres forhold bare var en forlængelse af swingerklubben.
»Det er grunden til, at jeg aldrig er Nadine, når jeg er i klubben. Jeg vil ikke blande mit privatliv og mine følelser ind i det igen. Jeg skal beskytte mig selv.«
'Blondie' har nogle seksuelle behov, og Nadine har nogle følelsesmæssige behov, men det er svært at finde en kæreste, som kan forstå og opfylde begge, fortæller hun.

Når Nadine møder nye fyre, er hun åben omkring sit swingerliv. De fleste har i begyndelsen ikke et problem med, at hun kommer i Swingergaarden, men i længden ender de ofte alligevel med at give hende det samme ultimatum:
»Det er swingerklubben eller mig.«
Mere end én gang har Nadine af den grund afsluttet et forhold. Hun behøver ikke at have sex i swingerklubben, men som værtinde og medlem har hun fået et fællesskab, som hun ikke vil give afkald på.
Selvom 'Blondie' og Nadine er to adskilte personligheder, så fylder swingerklubben meget for dem begge. Det er mere end bare sex.

Mange arbejder frivilligt bag baren, og gæsterne taler om hverdagsting og griner kollegialt med hinanden. Det minder om foreningslivet, bare med mindre tøj på.
'Blondie' er blandt de yngste i klubben, hvor de fleste er langt over hendes alder, men det er mindre vigtigt, forklarer hun.
»Jeg foretrækker ikke nogen på min egen alder, fordi jeg føler mig ældre, end jeg er. Jeg kan tale med alle, og hvis de er pæne og søde, så betyder alder heller ikke noget for sexen.«
'Kan jeg holde til det?'
Det er vigtigt, at både hoved og krop kan følge med, når man er swinger. Har man den mindste tvivl, skal man stoppe med det samme, og det har Nadine ikke altid selv været god til.

»Det er fint at rykke nogle grænser, men man skal vide, hvornår man skal stoppe,« forklarer hun.
En enkelt gang ville en mand, hun så fast, have hende med i et 'gangbang', hvor hun skulle være sammen med flere mænd på samme tid. Hun troede, at hun ville tænde på det, men undervejs måtte hun sige stop – for hverken hoved eller krop kunne følge med. Den oplevelse fik hende til at vende tilbage til det samme spørgsmål, som hun også stillede sig selv, da hun slog sig på at blande følelser ind i swingerklubben.
»Jeg har flere gange tænkt: 'Er det her for mig? Kan jeg holde til det?'«
Det føler Nadine stadig godt, at hun kan. Hun kan ikke se sig selv stoppe.
»Det er blevet for stor en del af mit liv nu. Jeg kan ikke undvære 'Blondie', fællesskabet og mit arbejde i klubben.«


