Brandvæsnet i London er kommet på noget af en opgave, efter det er blevet en trend blandt unge at filme sig selv sidde i en af de små gynger, der er på mange legepladser.

De ender simpelthen med at sidde fast, og så skal de jo skæres fri.

I 2019 måtte de skære 32 unge fri, i 2020 var antallet 52, og i år har de allerede været ude til 21 unge i meget små gynger. 12 af de 21 tilfælde har fundet sted den seneste måned, og derfor beder brandvæsnet nu de unge om at stoppe trenden.

Både, fordi det tager tid fra deres øvrige opgave, men også fordi det kan være farligt for den unge, når de skal skæres fri med skarpe redskaber.

Sådan så det ud efter man havde skåret en 14-årig fri den 1. maj 2021.
Sådan så det ud efter man havde skåret en 14-årig fri den 1. maj 2021. Foto: London Fire Brigade
Vis mere

En del af trenden er at filme en video, mens brandvæsnet skærer den fastklemte fri fra gyngen. Den bliver ofte delt på det sociale medie TikTok, hvor den slags kan høste mange likes og videovisninger.

I Danmark er problemet ikke lige så stort, men det eksisterer, fortæller pressevagten ved Hovedstadens Beredskab.

»Vi er bevidst om fænomenet, men vi har ikke en hel masse hændelser,« lyder det.

Der er ingen tal på, hvor ofte det sker, og pressevagten kan ikke komme det nærmere, end at det sker »en gang imellem«.