Flaske- og dåsepant for mere end 125 millioner kroner forsvinder hvert år sporløst i Danmark.
Det svarer til, at otte procent af de pantmærkede flasker og dåser aldrig finder vej til en flaskeautomat.
Hidtil har ingen vidst, hvor de mange millioner flasker og dåser egentlig forsvandt hen.
Men nu viser nye beregninger fra Dansk Retursystem, hvor de mange dåser og flasker havner:

40 procent forsvinder i de private hjem, hvor de bliver smidt ud – enten sammen med sorteret affald eller sammen med restaffaldet.
30 procent forsvinder i erhvervslivet – for eksempel fra hoteller og restauranter.
20 procent havner i skraldespande i det offentlige rum, for eksempel i parker og busstationer.
10 procent forsvinder andre steder hen. Kun en meget lille del, cirka 0,5 procent af den samlede mængde pant, havner i naturen.
Selvom mange unge siger, at de er miljøbevidste, gælder det ikke altid, når de står med en tom dåse eller flaske i hånden.
15-30-årige er nemlig mere tilbøjelige end alle andre aldersgrupper til at smide dåser og flasker med pantmærke direkte i skraldespanden eller på gaden, viser undersøgelserne bag Dansk Retursystems beregninger.
For eksempel blev der fundet pantflasker i hele 55 procent af skraldespandene på en række sjællandske ungdomsuddannelser, da forfatterne bag undersøgelsen helt konkret tog ud og endevendte skraldespande.
En dåse eller en flaske med pant har i princippet et uendeligt liv: Men det kræver, at den bliver afleveret som pant.
For panteflaskens eller -dåsens uendelige liv stopper brat, så snart man smider den ud – også selv om den ryger ud med det sorterede affald til metal, plastik eller glas.
»Mange bliver overraskede over det her: Men det er ikke lige meget, om man afleverer panten, eller smider den i det sorterede affald,« siger Marlene Holmgaard Friis, markedsdirektør i Dansk Retursystem.

»En flaske eller en dåse, der blandes med andet kildesorteret affald, kan ikke blive til nye flasker eller dåser igen, da der er skrappe krav til fødevareemballage, der produceres af genanvendte materialer. Og som vores undersøgelse viser, er det et stort problem, at folk smider pant ud.«
Dansk Retursystem lancerer nu en kampagne, der skal få os alle sammen til at aflevere dåser og flasker i pantautomaten.