»Hvis I bliver ved med at ringe efter politiet, så skærer jeg halsen over på dig.«

Alvoren var ikke til at misforstå, da en ung mand i sidste uge fremførte ovenstående sætning til Niels Jørgen Markussen.

Imens ordene forlod hans mund, førte han langsomt sin pegefinger tværs over sin egen hals.

Episoden fandt sted i Rema 1000 i nordjyske Farsø, som Niels Jørgen ejer, og det var bestemt ikke første gang, at købmanden var i dialog med den unge mand.

Den unge mand har nemlig gjort livet surt for de lidt over 3.000 borgere i Farsø i en længere periode.

Han truer folk. Skubber ældre kvinder. Kaster mønter mod butiksansatte.

Og endnu værre: Han fortsætter med at skabe utryghed, frygt og kaos i byen, selvom politiet er blevet kontaktet et hav af gange.

Én af dem, der har en direkte linje til politiet, er Niels Jørgen Markussen.

»Jeg har nok haft kontakt med politiet fire til seks gange om dagen siden nytåret. De kommer ned med det samme og kører ham hjem eller i nogle tilfælde anholder ham, men så er han her dagen efter igen,« fortæller købmanden.

Den unge mand befinder sig tit i Niels Jørgens butik, og så ringer han til politiet, når han begynder at skabe utryghed
Den unge mand befinder sig tit i Niels Jørgens butik, og så ringer han til politiet, når han begynder at skabe utryghed Foto: Byrd/Brian Bjeldbak
Vis mere

To gange er Niels Jørgen blevet truet på livet, og flere af hans medarbejdere er utrygge ved at tage på arbejde, fordi den unge mand så tit kommer i Rema 1000.

»Man kan høre ham med det samme. Han er højtråbende, skubber til ældre damer og har stået og smadret flasker herinde. En enkelt gang kastede han også en mønt i hovedet på en af mine ansatte. Det er frustrerende, at der ikke sker noget. Folk i byen er bange og magtesløse,« siger købmanden.

Oplever du selv, at en borger i din by terroriserer og skaber utryghed, uden der bliver gjort noget ved det? Så vil B.T. gerne høre fra dig på sebj@bt.dk.

Nu sidder du nok med ét altoverskyggende spørgsmål: Hvorfor gør politiet ikke noget ved den unge mand?

Det er der flere grunde til.

»Vi har kendt ham i flere år, og sagen er den, at han i perioder flirter med misbrug. Det betyder, at han i de tilfælde er ekstremt udadreagerende,« siger Poul Severinsen, der er vicepolitiinspektør i Nordjyllands Politi.

Han fortæller, at politiet alene i 2020 har været i kontakt med manden 40 gange, og at det i størstedelen af tilfældene er endt ud i deciderede sager.

Her taler vi om trusler, vold, blufærdighedskrænkelse og brud på våbenloven.

Rema 1000-købmanden Niels Jørgen Markussen, der er blevet truet på livet to gange af den aggressive mand.
Rema 1000-købmanden Niels Jørgen Markussen, der er blevet truet på livet to gange af den aggressive mand.
Vis mere

Men…

»Når han er helt ude psykisk, kan vi indlægge ham, som vi også gjorde i mandags, men 24 timer efter er han så ude igen,« siger vicepolitiinspektøren.

En anden mulighed er at varetægtsfængsle manden, men dét kan heller ikke lade sig gøre.

»Hvis vi skal smide ham bag tremmer, skal der enten være en mængde af forhold, der berettiger til det, eller også skal der være noget grovere,« understreger Poul Severinsen.

Nu siger du ‘mængden’, og så fortæller du samtidig, at I er blevet tilkaldt mere end 40 gange i år. Er det ikke nok?

»Nej, der er vi ikke nået til endnu, men vi har en ret god fornemmelse af, hvornår vi er.«

Men kan det virkelig være rigtigt, at der skal være en by fyldt med utrygge borgere, der når som helst kan rende ind i denne mand?

»Jeg forstår godt, at folk er utrygge, og derfor har vi også øget vores patruljering meget derude, efter han er blevet udskrevet igen. Så vi kører meget rundt i Farsø.«

Tror du ikke, der er nogen derude, der ikke synes, det er nok? Som har svært ved at forstå, hvorfor man ikke får ham væk på den ene eller anden måde?

»Svaret er faktisk ret enkelt. Vi er gode til noget. Socialrådgivere er gode til noget andet. Psykiatere noget tredje. Og når nogen kræver hjælp fra hele paletten, bliver det vanskeligt. Men han skal have noget hjælp.«

Nu er byens købmand Niels Jørgen fra Rema 1000 blevet truet på livet to gange. Hvorfor kan det ikke udløse en varetægtsfængsling?

»Det er ikke så enkelt. 80 procent af alle hans gerninger sker ved Rådhuscentret, hvor Rema 1000 også ligger, så vi sidder faktisk og kigger på, om vi kan udstede et forbud mod, at han opholder sig der. Det er vi i gang med lige nu,« siger Poul Severinsen.

For Niels Jørgen selv er det vigtigste bare, at den unge mand får hjælp.

»Jeg er ikke sur på ham eller frustreret, for det er sgu synd for ham. Han har tydeligvis problemer. Men systemet skal hjælpe ham, og det frustrerer folk, at det ikke sker,« siger Rema 1000-købmanden.

B.T. er bekendt med den unge mands identitet, men har uden held forsøgt at få en kommentar fra vedkommende.