Tina Füssel er direktør i Bycykelfonden og har ingen ansatte under sig.
Alligevel kan hun som eneste medarbejder kalde sig direktør med en hyre på 1,1 million kroner om året.
Helt præcist 1.077.029 kroner i 2021.
I dag kan B.T. fortælle, at Tina Füssel er i Erhvervsstyrelsens søgelys netop på grund af den høje løn i fonden, som delvist er finansieret via skattekroner fra tre kommuner og DSB.
»Det er en meget høj løn, der normalt vil kræve, at man har et stort ledelsesansvar«, siger professor ved Roskilde Universitet og arbejdsmarkedsforsker Bent Greve.
»Det er ikke tilfældet her, og når nu man har svært ved at dokumentere arbejdsopgaverne i fonden, så vil jeg vurdere, at hun skal have et langt mere beskedent honorar på for eksempel 200.000 kroner. Det ville være proportionalt,« forklarer han.
Som afdækket af B.T. tirsdag er Bycykelfonden på vej mod et økonomisk kollaps, selv om den de seneste otte år har modtaget 95,8 millioner kroner i offentlig støtte.
Heraf er de otte millioner gået direkte til fonden, hvor Tina Füssel har været direktør siden 2016.
Erhvervsstyrelsen er ikke kun interesseret i, hvordan fonden vil få penge i kassen. Den har i to breve til Bycykelfonden også spurgt ind til direktørens løn.
Mistanken er, at Tina Füssels løn på 1,1 million kroner er for høj i forhold til arbejdsmængden.
Styrelsen blev interesseret i direktørens millionhyre på grund af en såkaldt bekymringshenvendelse fra et bestyrelsesmedlem i Bycykelfonden, Martin Sibast Laugesen fra Liberal Alliance.
Han blev ved årsskiftet sat ind i bestyrelsen i Bycykelfonden af Københavns Kommune, og han undrer sig over, hvordan Tina Füssel kan tjene 1,1 million kroner uden at have ansvar for én eneste medarbejder.
»Hun skal holde måske fire årlige møder med bestyrelsen. Bycyklerne drives jo i et andet selskab, Bikeshare, som også har en direktør med ledelsesansvar og ansatte. Hun skal ikke drifte noget eller lede medarbejdere, så arbejdsmængden og ansvaret kan ikke retfærdiggøre en så høj løn. Specielt ikke en fond, der er delvist finansieret af offentlige penge. Derfor skrev jeg til Erhvervsstyrelsen,« siger Martin Sibast Laugesen.
Erhvervsstyrelsen tog henvendelsen fra Martin Sibast Laugesen meget alvorligt og bad om en forklaring fra Tina Füssel og fondens bestyrelsesformand, Niels E. Bjerrum.
I et svar til Erhvervsstyrelsen lister Bycykelfonden en række opgaver op, som Tina Füssel varetager: løbende halvårlige møder med kommunerne og DSB samt bistand med kontrakter, forslag til rekonstruktion, outsourcing af software og forløb med eksterne rådgivere og due diligence-processer, fremgår det af svaret.
Men den køber Erhvervsstyrelsen ikke. Den mener, at mange af opgaverne hører til i driftsselskabet, hvor der i forvejen er en direktør. Derfor beder Erhvervsstyrelsen fondens bestyrelse om at redegøre for, hvor meget af arbejdet der vedrører fonden, og hvor meget der vedrører driftsselskabet Bikeshare.
»Bestyrelsen bedes under alle omstændigheder oplyse, hvor stor en andel af vederlaget på 1.077.029 kroner der konkret vedrører den daglige ledelse af selve moderfonden (Bycykelfonden, red.),« skriver Erhvervsstyrelsen og fortsætter:
»Hvis fondens direktør modtager eller har modtaget vederlag for opgaver, som direkte vedrører datterselskabet, bedes fondsbestyrelsen redegøre for baggrunden for, at fondsbestyrelsen har valgt at lade fonden afholde omkostningerne frem for datterselskabet Bikeshare.«
Erhvervsstyrelsen har endnu ikke modtaget fondens svar.
I et svar til B.T. skriver Tina Füssel, at hun ikke har kommentarer til sin egen løn.
Men det har den netop afgåede bestyrelsesformand Niels E. Bjerrum. Han siger blandt andet, at Tina Füssel de seneste år har måttet påtage sig flere opgaver:
»Hun står i dag for alt lige fra kommunikation til den daglige mailkorrespondance, og jeg mener også, at det er den løn, man får i lignende organisationer,« siger han.
Men er det o.k. at få 1,1 million kroner, hvis man ikke har noget ledelsesansvar og nogen medarbejdere under sig?
»Hun har også et ansvar over for direktøren i Bikeshare (fondens datterselskab, som står for driften). Hun arbejder jo i døgndrift. Det er ikke, fordi hun ikke leverer for de penge, hun får. Det er ikke fair at indikere, at hun ikke laver noget for pengene«.
Lønnen er på niveau med en minister, og en ekspert siger, at lønnen burde ligge på 200.000 og ikke 1,1 million kroner. Vi har Erhvervsstyrelsen, som er kritiske og bliver ved med at spørge til, hvad hun laver for pengene. Men du mener, at lønniveauet er passende?
»Det forholder jeg mig ikke til, ud over at det var det, der blev forhandlet dengang, hun blev ansat. Det var ikke mig, der lavede kontrakten. Det var min forgænger på posten. Det var også den løn, den forrige direktør fik,« siger Niels E. Bjerrum.
Af et svar fra Bycykelfonden til Erhvervsstyrelsen fremgår det, at Tina Füssel i 2019-2022 har frasagt sig en bonus på ti procent af sin løn, selvom hun havde ret til den ifølge sin kontrakt.