Næsten 2.500 soldater fra 13 forskellige nationer samlet på ét sted.
Tungt grej, våben, store helikoptere og militære fly som for eksempel transportflyet Hercules. Alt sammen syner det for forbipasserende af meget og skaber undring: Hvad er det egentlig, der foregår?
Og for personer i Odense og på resten af Fyn har samme undren ramt, når et stor fly er fløjet forbi på himlen. Hvad er det egentlig, der foregår?
Det er såmænd bare den største nordeuropæiske specialoperationsøvelse til dato, som søndag tog sit afsæt på Fyn.
Så hvis du har hørt en helikopter, spottet et stort fly eller set soldater gå rundt med tungt skyts, så er der altså ingen grund til bekymring.
Den store militærøvelse går under navnet Night Hawk 2021. Men cirka der stopper informationerne også om øvelsen. Den er nemlig omgærdet af en del hemmelighedskræmmeri.

To ting er dog sikkert: Der vil i forbindelse med øvelsen foregå aktiviteter i hele landet, som kan give pludselig larm og eksplosioner, og øvelsen slutter 7. oktober.
En anden offentliggjort detalje om øvelsen er, at man søndag gennemførte en evakueringsøvelse fra Nyborg til Odense, hvor helt almindelige fynboer havde chancen for at indgå i øvelsen som statister og flyve en tur med helikopter eller fly.
Der var enormt stor tilslutning til den mulighed, og Specialoperationskommandoen, som stod for øvelsen, måtte derfor hurtigt lukke for tilmeldingen til at være statist.
Den første Night Hawk-øvelse så dagens lys i starten af 90erne. Siden er konceptet og omfanget af øvelsen blevet udviklet, så den i dag er international værdsat, prioriteret og i særlig grad attraktiv på grund af de realistiske forhold.

Ud over Danmark, som altså har planlagt og leder øvelsen, deltager Belgien, Storbritannien, Estland, Holland, Litauen, Polen, Schweiz, Slovenien, Tjekkiet, Tyskland, Ukraine og Østrig.
Til øvelsen bliver der brugt omtrent 30 helikoptere og fly, og det er derfor ikke utænkeligt, at man i de kommende dage igen vil kunne spotte et militært fly på himlen.


