Det er ulovligt og med livet som indsats at gå på jernbaneskinnerne. Men det holder ikke folk tilbage.
»Det er mildt sagt en meget foruroligende stigning, vi er vidne til. Det kan simpelthen ikke siges nok gange, hvor livsfarligt det er som person at gå ud på sporene.«
Sådan lyder det fra sikkerhedschefen i Banedanmark, Martin Harrow i en pressemeddelelse fra Banedanmark, der kalder ovenstående for en »livsfarlig tendens«.
I andet kvartal af 2021 var der på landsplan 320 indberetninger om folk, der befandt sig i jernbanesporet. Og det er omtrent 100 flere end i noget andet kvartal siden slutningen af 2017.
Den er især gal på Hellerup, København H, Dybbølsbro og Flintholm stationer.
Det er især mellem klokken 16 og 20, at folk vælger at tage en ulovlige vej over sporene.
Men det kan altså være livsfarligt at forsøge at slå en genvej med en tur over togskinnerne.
Et fyldt tog kan veje op til cirka 160 ton og drøner typisk afsted med en fart mellem 75 kilometer i timen og 160 kilometer, når det er oppe i fart.
Men det er ikke bare dødsensfarligt at dingle rundt på togskinnerne. Det er også ulovligt, og du kan få en bøde på minimum 500 kroner, hvis du bevæger dig rundt i jernbanesporet.


