I 17 år har det ikke stået så slemt til.

Erhvervsejendomme i København står i stigende grad tomme. Og det bekymrer.

I alt er der tale om, at seks procent af de københavnske erhvervsejendomme nu står uden en lejer.

Det fremgår af tal fra portalen Ejendomstorvet, som Berlingske har talt med.

I den seneste opgørelse fra portalen fremgår det videre, at priserne pr. m2 også er faldet markant. Så slemt har det ikke stået til i København i de 17 år, portalen har eksisteret.

Og så er der et yderligere faremoment. Coronakrisen.

De alarmerende tal fra Ejendomstorvet stammer nemlig fra april 2020. Dermed kan antallet af ledige erhvervslejemål i hovedstaden potentielt være steget, som coronakrisen har udviklet sig.

»Tallene er fra 1. april, og jeg tvivler på, at markedet har reageret så hurtigt, selv om landet var lukket ned på dette tidspunkt. Der kan være nogle lokaler, som derfor ikke er lagt i udbud endnu, og jeg tror, vi bedre kan aflæse konsekvenserne af coronakrisen i tredje kvartal,« siger Nicholas Mcfall, der arbejder som analytiker hos netop Ejendomstorvet, til avisen.

Flere butikslokaler står tomme og til leje på Strøget i København. Coronakrisen frygtes at forværre det billede.
Flere butikslokaler står tomme og til leje på Strøget i København. Coronakrisen frygtes at forværre det billede. Ida Marie Odgaard

De bekymrende tal står ikke alene.

I en undersøgelse foretaget af erhvervsorganisationen EjendomDanmark fremgår det, at der fortsat er stor frygt for, at butikker, restauranter og andre mindre erhvervsdrivende - ikke kun i København - får svært ved at overleve coronakrisen.

I undersøgelsen fra EjendomDanmark har man spurgt et netværk kaldet Ejendomspanelet om, hvordan de ser udviklingen for erhvervsdrivende i forbindelse med coronakrisen.

Her svarer hele 45 procent af respondenterne, at de forventer, at flere små butikker og restauranter vil gå konkurs som konsekvens af coronakrisen.

»Det er foruroligende. Coronakrisen har været et stort slag, som butikker og restauranter ikke nødvendigvis let kan rejse sig fra, og ingen udlejere har interesse i at miste deres lejere. Vi ved, at udlejerne går langt for at finde lokale løsninger, så ellers sunde butikker får mulighed for at komme i omdrejninger igen,« siger adm. direktør Jannick Nytoft, EjendomDanmark, i en pressemeddelelse.