Overalt i verden - også her i Danmark - sidder mange og venter utålmodigt på at få pengene tilbage for flyrejser, som blev aflyst på grund af coronanedlukningerne.

Nu er der godt nyt til kunderne hos Europas største flyselskab.

Det irske lavprisselskab Ryanair lover i en pressemeddelelse, at næsten alle kunderne snart får deres penge retur eller kompenseres på anden vis.

»Over 90 procent af de passagerer, som bookede direkte hos Ryanair og har forlangt kontant tilbagebetaling for aflyste rejser mellem marts og juni, vil modtage pengene før afslutningen af juli måned,« siger administrerende direktør i Ryanair DAC, Eddie Wilson.

Han opfordrer samtidig alle kunder, som endnu ikke har forlangt at få pengene tilbage, til at tage kontakt til Ryanairs kundeservice og lover, at også deres krav vil blive behandlet hurtigst muligt.

Der er dog stadig problemer med tilbagebetalingerne til visse kunder.

Mange af dem, som har købt Ryanair-billetter via booking-bureauer, har ikke fået deres penge tilbage.

Men det er ikke Ryanairs skyld, hævder Eddie Wilson.

Ifølge Ryanair-direktøren har mange af booking-bureauerne givet flyselskabet forkerte emailadresser og kreditkortoplysninger på kunder, som har købt billetter via dem.

Eddie Wilson lover dog, at også disse kunder vil få deres penge tilbage hurtigst muligt.

I pressemeddelelsen oplyser Ryanair, at:

  • alle billetter til flyvninger i marts måned er blevet kompenseret.
  • ved afslutningen af juni var halvdelen af billetterne købt i april måned blevet kompenseret.
  • per 15. juli vil resten af billetterne købt i april være blevet kompenseret.
  • ved julis afslutning vil alle billetter købt i maj og de fleste købt i juni være blevet kompenseret.

Ryanair inkluderer alle dem, som har accepteret vouchers eller ombookinger til juli, august eller september, i statistikken over kunder, som har modtaget kompensation.