Hvis du fredag havde tænkt dig, at du skulle spise på Cæsars Palads, som er en restaurant på Bakken, så er du nok blevet overrasket – eller en anelse skuffet.

På restauranten er bygningens facade nemlig kollapset, og den har derfor været lukket hele fredag.

»Det, der skete var, at blæsten i går (torsdag, red.) har ødelagt et hjørne af udhænget på restauranten, som har gjort, at facaden er gået i stykker,« fortæller Bakkens direktør, Ole Andersen til B.T.

Derfor besluttede parkens personale, da de mødte ind fredag, at facaden skulle afmonteres, således de kunne undgå, at nogen ville komme til skade.

Vi har haft lukket i dag for sikre os, at alt er, som det skal være. Det ville jo være en katastrofe, hvis nogen kom til skade.

Ulykken, som er forårsaget af vejret, skete torsdag aften, mens parken havde lukket, og derfor er der heldigvis ingen, der er kommet til skade.

Her ses det, at facaden ligger ned over restaurantens borde og stole.
Her ses det, at facaden ligger ned over restaurantens borde og stole. Presse-fotos.dk

Cæsars Palads ligger i en af Bakkens ældre bygninger, og selv om at parken løbende vedligeholder og justerer bygningerne, kommer det ikke helt som en overraskelse.

»Det er en 'ældre dame', så der var ingen tvivl om, at den sikkert har trængt til at blive udskiftet,« fortæller Ole Andersen, som påpeger, at der nu er blevet sat endnu flere sikkerhedstjek i gang.

Efter dem ser det da heller ikke ud som, at der er sket noget med selve bygningen, for det skulle kun være udhænget, der har taget skade.

Ifølge Bakkens direktør tyder det derfor også på, at restauranten allerede har mulighed for at genåbne lørdag, men han understreger dog, at intet er sikkert endnu.