Kaptajnen på det mystiske tankskib Pushpa bliver nu tiltalt for at have nægtet at adlyde ordrer til søs.

Ifølge anklageren nægtede kaptajnen, der er kinesisk statsborger, at efterkomme en fransk kommandants påbud under en kontrol. Skibets næstkommanderende, der også er kineser, er blevet sat på fri fod.

Det oplyser Stéphane Kellenberger fra anklagemyndigheden byen Brest i det vestlige Frankrig til TV 2.

Oprindeligt blev kaptajnen også efterforsket for ikke at kunne dokumentere skibets nationalitet, men ifølge mediet har anklagemyndigheden droppet den del af sagen, da myndighederne ikke kan bevise, at det i et givent tilfælde er kaptajnens skyld, at skibet sejler under et falsk Benin-flag.

Ruslands skyggeflåde dækker over aldrende olietankere, som Rusland bruger til at omgå vestlige sanktioner.
Ruslands skyggeflåde dækker over aldrende olietankere, som Rusland bruger til at omgå vestlige sanktioner. Foto: Damien Meyer/AFP/Ritzau Scanpix

Skibet hører teknisk set ikke hjemme nogen steder. Flaget er købt hos et online-firma, der sælger falske certifikater, skriver mediet. 

Det er endnu ikke til at sige om skibet kan kobles til dronehændelserne i Danmark. Anklagemyndigheden oplyser til TV 2, at »alle andre eventuelle aspekter vedrørende denne sag falder uden for Anklagemyndighedens kompetence«. 

Tiltalen af kaptajnen sker efter, at fransk militær onsdag aften gik ombord på olietankskibet.

Oplysninger tyder på, at skibet befandt sig nær dansk farvand på tidspunktet for de mystiske droneflyvninger over Danmark. Det er uvist, om der er en sammenhæng.