Skibet er sanktioneret af EU, mistænkt for at være en del af den russiske skyggeflåde. Nu er der flere bump på vejen for 'Pushpa' på togtet til Indien.
For den franske flåde er gået ombord på skibet og har anholdt to besætningsmedlemmer. Baggrunden for det militære indgreb har hidtil været uvist, og om der er en sammenhæng med de danske dronehændelser.
Det står klart, at det sker efter anmodning fra anklagemyndigheden i Brest i det vestlige Frankrig, der står for efterforskningen af skibet.
To besætningsmedlemmer er anklaget for ikke at kunne fremvise dokumentation for skibets nationalitet og for ikke at efterkomme ordre, oplyser anklagemyndigheden torsdag.
B.T. har talt med Jacob Kaarsbo – tidligere chefanalytiker ved Forsvarets Efterretningstjeneste – om den franske efterforskning.
»'Det er med statsgaranti absolut ikke normalt' for Frankrig at tilbageholde skyggeflådeskibe i internationalt farvand,« siger han og tilføjer:
»Det er første gang, at franskmændene er gået ombord på et skib på denne måde. Det er aldrig set før.«
Jacob Kaarsbo peger på, at grundlaget for, at den franske flåde bordede skibet – manglende dokumentation og for ikke at følge myndighedernes anvisning – almindeligvis ikke vil være nok.

»Der bliver fortolket mindre rigidt end tidligere,« understreger Kaarsbo.
Han understreger samtidig, at vi endnu ikke ved noget »håndfast«.
Dog tyder data fra sporingsenheden Vesselfinder på, at skibet befandt sig nær dansk farvand på tidspunktet for de mystiske droneflyvninger over Danmark.
Først lå det cirka 100 kilometer fra Københavns Lufthavn, da den blev angrebet med droner i sidste uge.
Et par dage senere var det en række jyske lufthavnes tur. På det tidspunkt lå Pushpa også perfekt placeret til at afsende droner fra den jyske vestkyst.

Jacob Kaarsbo tvivler på, at der vil være bevismateriale tilbage, hvis skibet har været involveret i dronesagen i Danmark.
Er det tilfældet, så vurderer Kaarsbo, at der vil være tale om en alvorlig forseelse af straffeloven, for der kan være tale om spionage af kritisk infrastruktur og militære områder.
Af samme årsag peger han på, at de danske myndigheder formentlig har opfordret franskmændene til, at gå ombord på skibet.
Officielle kilder i Frankrig er påpasselige med at forbinde de danske dronehændelser med efterforskningen af det russiske skyggeflådeskib.
Emmanuel Macron, Frankrigs præsident, har dog udtalt sig om skibet under det europæiske topmøde i København torsdag.
Her sagde han, at den russiske skyggeflåde udgør en vigtig del af Ruslands forretningsmodel, og derfor »er det afgørende« at lægge pres på den, og at der er tale om »meget alvorlige lovovertrædelser«, som retfærdiggør den nuværende retslige procedure.
»Det er vigtigt at komme til bunds i, hvad der skete i Danmark, efter at droner krænkede dansk luftrum i sidste uge,« siger Emmanuel Macron.
Ifølge anklagemyndigheden kan overtrædelserne straffes med op til ét års fængsel og/eller en bøde på 150.000 euro svarende til omkring 1,1 millioner danske kroner, skriver BFMTV.