Kvinder, der cykler i stiletter, børn i Christiana-cykler, fædre, der skubber barnevogne og hipstere, der bare hænger ud.
Og selvfølgelig en kaffe i hånden. Ja, så har man beskrivelsen på en københavner.
I hvert fald, hvis man spørger CNN travel, der kaster positive gloser efter København, der blandt meget andet bliver beskrevet som »en minipause fra det moderne liv«.
Det er langtfra første gang, at København tager spalteplads i udlandet.
Senest nuppede bydelen Nørrebro titlen som intet mindre end verdens fedeste bydel.
»Denne mangfoldige bydel på den nordlige side af søerne er en skøn blanding af historiske varetegn, ultramoderne arkitektur og mad- og drikkeoplevelser, som gør denne berømte gourmetby stolt. Selv i de hårde tider har nye bagerier, restauranter og barer med naturvin spredt sig,« skrev rejsemagasinet Timeout dengang om Nørrebro.
Men den her gang er det ikke kun Nørrebro, der løber med opmærksomheden. Faktisk er Danmarks hovedstad det hotteste sted i Europa lige nu, skriver CNN Travel, der understreger, at det ikke er vejret, vi kan takke for den titel.
Derimod fremhæves det blandt andet, at København byder på kulinariske oplevelser, såsom Noma og Geranium, og at vi er en cykelby, hvor 'svimlende' 50 procent cykler til arbejde.
Og nå ja, når regnen kommer – for det gør den med sikkerhed her i Danmark – så kan man hoppe ind på en café og synke ned i en oplevelse af hygge.
Tidligere i år rendte København også med titlen som verdens sikreste storby.
Det kan du læse mere om i B.T.s artikel her.