Udenrigsministeriets borgerservice ændrer lørdag sikkerhedsniveauet i rejsevejledningen til Iran.

Nu lyder anbefalingen, at man nøje skal overveje at forlade landet - og kun rejse dertil, hvis det er nødvendigt.

Udenrigsministeriets Borgerservice skriver:

'Alle rejser til grænseområderne til Irak, Afghanistan og Pakistan, Sistan-Baluchistan og den østlige del af Kerman-provinsen frarådes som hidtil'.

'Som noget nyt frarådes alle ikke-nødvendige rejser til resten af landet. Er du i lran, bør du overveje, hvorvidt det er nødvendigt. Hvis ikke, bør du overveje udrejse.'

Videre i meddelelsen fremgår det, at der i Iran er erklæret landesorg de næste tre dage på grund af drabet på general Qasem Soleimani.

I den forbindelse afholdes der store ceremonier og optog.

Begivenheder, som forventes at tiltrække store menneskemængder.

Og det kan være farligt.

Om det skriver Udenrigsministeriet Borgerservice:

'Du bør udvise forsigtighed og holde dig på afstand af begravelsesceremonierne og demonstrationer, da de kan udvikle sig voldeligt'.

'Følg altid de lokale myndigheders anvisninger. Kontakt Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter 24/7 (+45 3392 1112), hvis du har brug for hjælp.'