Forældre skal have en bøde, hvis ikke deres børn bliver vaccineret mod mæslinger, lyder et nyt lovforslag i Tyskland.

Loven skal gælde alle skolebørn, lærere og sygehuspersonale, skriver The Time.

Hvis ikke man får vaccinen, kan man risikere en bøde på 2800 dollar svarende til ca. 19.000 danske kr.

Hvis lovforslaget bliver godkendt, vil det træde i kraft 1. marts 2022.

Forslaget kommer i kølvandet på en verdensomspændende mæslingeepidemi, der bl.a. er opstået på grund af manglende vaccination. Også herhjemme har epidemien ramt. Så sent som tirsdag havde Statens Serum Institut påvist to nye tilfælde af mæslinger.

»Den pågældende type og undertype er p.t. meget udbredt i store dele af verden,« siger afdelingslæge Peter Henrik Andersen fra Statens Serum Institut i en pressemeddelelse.

Mæslinger er den mest smitsomme børnesygdom og skyldes smitte med et virus. Også voksne kan blive ramt.

Sygdommen viser sig blandt andet ved rødt udslæt på kroppen. I de alvorligste tilfælde er mæslinger livstruende.