'Boykot Israel, uskyldige mennesker bliver drevet ud af deres hjem med magt, det er det, du støtter op om.'

TV-vært Flemming Møldrup havde knap trykket på udgiv-knappen, da hidsige beskeder væltede ind i kommentarsporet på hans Instagram-profil.

Netop vendt hjem fra en ferie i den israelske by Tel Aviv havde tv-værten lagt et billede op af en bygning i Tel Aviv med en tilhørende billedtekst, hvori han takkede sin hustru og deres venner for en god tur.

Et - for Flemming Møldrup - uskyldigt billede fra hans ferie i Israel, som dog ikke blev taget vel imod af hans følgere.

Hurtigt blev kommentarsporet fyldt til randen af vrede kommentarer fra personer, som mener, at Flemming Møldrup med sin Israel-tur støtter op om landets politik. Det skriver Flemming Møldrup i en klumme i Kristeligt Dagblad.

I starten svarede Flemming Møldrup blandt andet på kommentaren, som denne artikel begyndte med, men pludselig tikkede en besked ind, som var så grov, at han nåede sin grænse.

'SMOVS!!!'. Et ord, som bruges nedsættende om jøder.

'Uanset hvad er Smovs-kommentaren langt, langt over grænsen. Og det skræmmer mig, at et andet menneske føler så stor og voldsom trang til at stigmatisere mig og andre med et så hadefuldt et ord som 'smovs',' skriver Flemming Møldrup i klummen.

Det er altså dit personlige ansvar. Ikke politikernes. Ikke avisernes. Det er dit. Værsgo at eje det

Flemming Møldrups jødiske far flygtede i starten af 50'erne fra Marokko til Israel, da Marokko var præget af hævndrab på jøder. Derfor har tv-værten også et, med hans egne ord, særligt forhold til Israel og har besøgt landet mange gange.

Han forklarer selv, at han ikke er jøde, da jødedommen skal være på moderens side, og Flemming Møldrups mor er kristen fra Aarhus.

Alligevel rammer kommentaren 'smovs' ham hårdt.

'I virkeligheden kunne jeg være ligeglad. Men jeg er ikke ligeglad. For hvis jeg kan lade sådan noget passere med et træk på skulderen, marcherer jeg i samme takt som afsenderen. Det kommer aldrig til at ske.'

TV-værten mener, at selvom flere måske vil sige, at det er tonen i den offentlige debat, den er gal med, så er der kun én person, der har ansvaret:

'Lige præcis det her med at sidde bag en skærm og skrive ”SMOVS!!!”, det er altså dit personlige ansvar. Ikke politikernes. Ikke avisernes. Det er dit. Værsgo at eje det.'

Han kommer derfor med en opfordring til personer, der skriver hadefuldt på nettet:

'Hvad nu, hvis du betragtede vores udveksling på sociale medier som en middag hjemme hos mig? Så ville du ikke sidde og råbe grimme ting ind i hovedet på mig. Nej, du ville opføre dig ordentligt.'