De seneste fem dage har Karen-Helene Hjorth både oplevet at blive sendt hjem fra arbejde, blive podet af en astronaut-lignende læge og herefter afventet svaret på, om hun var blevet ramt af coronavirussen.
Alligevel var det først, da hun sad med sin mobil i hånden søndag aften, at hun gik i panik.
Livet i hjemmekarantæne er nemlig også livet uden Karen-Helene Hjorths elskede datter, så derfor gør tv-værten i den grad også brug af FaceTime med det lille stykke guld i disse dage, hvor hun er tvunget til at være hjemme i 14 dage.
Men søndag aften gik det galt.

»Jeg talte med hende i går, og så frøs min telefon pludseligt. Jeg kunne intet gøre, og der kunne jeg mærke, at mit hjerte begyndte at banke. Jeg ville ikke kunne komme igennem det her, hvis jeg ikke kunne tale med hende,« fortæller Karen-Helene Hjorth over telefonen til B.T.
Og reaktionen er faktisk ganske sigende for tv-værtens måde at håndtere den hjemmekarantæne, som hun blev tvunget til i torsdags, efter at hun havde været tæt på den første coronasmittede dansker, Jakob Tage Ramlyng på TV 2.
For på trods af, at hun fik feber i weekenden, blev testet, og herefter erklæret for ikke-smittet, har hun taget hele coronafrygten med ophøjet ro.
»Jeg er lettet over, at jeg ikke har det – indtil videre – men ellers har jeg været meget praktisk omkring det,« fortæller hun.
Men hvordan er det så, når man på femte dag ud af 14 nu er 'spærret' inde?
'Uvirkeligt' og 'mærkeligt' er de ord, der først forlader Karen-Helene Hjorths læber, når det spørgsmål bliver stillet.
Det er uvirkeligt og mærkeligt, når venner eller bekendte kommer med mad og skal banke på døren, hvorefter Karen-Helene Hjorth skal vente flere sekunder, før hun må åbne, så der er minimum tre meter afstand.
Det er uvirkeligt og mærkeligt, når Karen-Helene Hjorth med en skraldespand i hånden åbner sin hoveddør på klem for at se, om naboen tilfældigvis er på vej ud ad sin dør, og må lukke den hurtigt igen, hvis det er tilfældet.

Det er uvirkeligt og mærkeligt, når tv-værten en af de første dage sad på FaceTime med en kammerat og spiste sushi, mens han spiste sin eget mad i sit eget hjem.
»Generelt har jeg aldrig talt så meget i telefon før, og det er først i går, at jeg reelt set begyndte på Netflix, og der glemte jeg for en stund, at jeg var i det her. Det var sgu lidt underligt,« siger hun.
Og så er hun positivt overrasket – ja nærmest chokeret – over de mange betænksomme mennesker i hendes liv.
Alt fra underboen, der stillede en skål linsesuppe foran hendes dør, til kollegaen, der kom forbi og stillede en ingefærjuice til tv-værten.
Hun glæder sig til, at hun om ni dages tid kan bevæge sig rundt i den friske luft og sige tak til de mange hjælpende hænder.
Men alligevel er der én ting, som hun glæder sig allermest til.
»Jeg kan slet ikke vente med at snuse til og kramme min datter. Det bliver det bedste,« siger hun.
Karen-Helene Hjorth blev testet negativ for coronavirussen i weekenden, da hun havde feber, men på grund af inkubationstiden er det ikke helt sikkert, at hun ikke er blevet smittet, så derfor er hun tvunget til at blive i karantæne.