En æra er slut for Kristian Ring-Hansen Holt, der i årevis har været fast mand på TV 2 News.

Fredag har han nemlig sidste vagt på kanalen, hvor han også vil holde afskedsreception. Og her er der særligt én person, der bliver svær at sige farvel til, skriver Billed-Bladet:

Hans mangeårige makker Miriam Zesler, som han har haft ved sin side i News-studiet gennem tykt og tyndt. Generelt kommer han dog til at savne alle på holdet:

»Der kommer til at trille en tåre. Vi har sendt 8500 timer sammen gennem 13 og et halvt år. Det tror jeg ikke, der er mange, der kan matche,« fortæller nyhedsværten til mediet.

Kristian Ring-Hansen Holt har været med på TV 2 News-holdet siden kanalens spæde start i december 2006 - lige med undtagelse af nogle år, hvor han var politisk reporter på kanalen.

Men nu er det som skrevet tid til at skifte til andre græsgange.

Græsgange på DR, hvor han tidligere har haft sin gang som blandt andet radiojournalist og vært på et magasin.

På DR skal han fra mandag være ny mand på 'Aftenshowet'. Noget, han har set frem til.

'Jeg glæder mig helt vildt til at vende hjem til DR igen. Særligt glæder jeg mig til at komme i øjenhøjde med seere, gæster og holdet bag Aftenshowet, og navnlig glæder jeg mig til at lave interviews, hvor der bliver mere tid til at lytte undervejs.'

'Jeg mødte forleden holdet bag Aftenshowet – og det kammeratskab, der er her, er unikt, og jeg glæder mig til at bruge min tid sammen med dem snart,' udtalte han i januar i forbindelse med offentliggørelsen af skiftet.

Kristian Ring-Hansen Holt er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskolde og arbejdede efter endt uddannelse hos TV Midtvest, før han skiftede til DR.

Privat er han gift med Julie Ring-Hansen Holt, med hvem han har en datter. Sammen bor familien i Valby.