Efter en større skandale vedrørende TV 2s dækning af valget i Grønland har TV 2-profilen Ulla Østergaard valgt at sige op.

Det fremgår af en mail, B.T. er i besiddelse af.

Mailens afsender er TV 2s nyhedsdirektør, Ulla Pors. Hun skriver følgende om redaktionschef Ulla Østergaards opsigelse:

»Ulla har i dag ønsket at fratræde sin stilling. Hun ønsker ikke, at diskussionen om hende skal tynge TV 2 og TV 2s medarbejdere, og derfor forlader hun nu TV 2.«

Skandalen om det grønlandske valg bunder i en falsk historie, TV 2 bragte under valget. Historien omhandlede kandidat Múte Egede, som TV 2 mente, havde forsøgt at forgylde sig selv i to politiske sager.

Det var altså en voldsom artikel om nepotisme og magtmisbrug, som Múte Egede med det samme gik i rette med. TV 2 rettede først historien, dagen efter valget var afgjort.

Ulla Østergaard har selv annonceret sin opsigelse på sin offentlige Facebook-profil.

'TV2 er en fantastisk arbejdsplads med dygtige, dedikerede og rare medarbejdere, og dem skal man passe godt på. Det har jeg ikke gjort godt nok.'

Hun afslutter opslaget med at takke for den støtte, hun har modtaget fra sine nærmeste.

'Tusind tak for de hundredvis af hilsner midt i stormvejret. De har betydet meget, og om lidt skinner solen måske ikke blot over Danmark, men også lidt på mig.'

Sagen har også været diskuteret i presselogen, hvor nyhedsdirektør Ulla Pors måtte forklare fejlen.

»Jeg er utrolig ked af den historie. Den skulle aldrig have været bragt.«

»Men ud fra det, jeg har undersøgt på TV 2, så er det ikke nogen, der er lavet den her fejl med vilje,« sagde Ulla Pors.