Efter en skandalesag på TV 2, hvor stationen bragte en falsk historie om en grønlandsk toppolitiker, er den ansvarlige chef på TV 2, Ulla Østergaard, nu blevet sygemeldt.

Det blev tirsdag formiddag meldt ud i en mail til medarbejderne på TV2 News. En mail, som B.T. er i besiddelse af.

Af mailen fremgår det, at redaktionschef Ulla Østergaard er meget berørt af den massive medieomtale, som er kommet i kølvandet på afsløringen af den falske TV 2-historie, som Ulla Østergaard var primus motor på.

TV2 bekræfter sygemeldingen over for B.T., men har ikke yderligere kommentarer.

'Ulla har selv undskyldt og beklaget historien inden det grønlandske valg', står der i mailen, som er forfattet af nyhedsdirektør Ulla Pors og chefredaktør for TV 2 News Ask Rostrup.

Få dage før landstingsvalget i Grønland i april bragte TV 2 en opsigtsvækkende historie om formanden for partiet Inuit Ataqatigiit (IA), Múte Egede.

Historien handlede om, at Múte Egede forsøgte at forgylde sig selv i to konkrete politiske sager. TV 2 beskyldte altså den grønlandske toppolitiker for nepotisme og magtmisbrug.

Problemet var bare, at TV 2 ikke kunne dokumentere de hårde anklager. Efterfølgende har tv-stationen trukket historien tilbage og måtte beklage hele forløbet dybt.

I programmet Presselogen afviste Ulla Pors, nyhedsdirektør på TV 2, søndag at kommentere, hvilke konsekvenser skandalen vil få for Ulla Østergaard, der fungrerer som en daglig leder på nyhedsredaktionen.

»Jeg er utrolig ked af den historie. Den skulle aldrig have været bragt,« sagde hun.

»Men ud fra det, jeg har undersøgt på TV 2, så er det ikke nogen, der er lavet den her fejl med vilje,« sagde Ulla Pors, som dermed afviste alle tanker om bevidst manipulation fra nogen ansatte på TV 2.