Tirsdag 6. april sker det. Her bliver det igen muligt at gå til frisør og få hakket et stykke af lokkerne.

Hvis man da kan få en tid.

For mange langhårede og forpjuskede danskere har åbenbart denne tirsdag morgen besluttet sig for at bestille tid til en klipning. Der er således lige nu enorme ventetider på de bookingportaler, som mange frisørsaloner benytter sig af, efter at der sent mandag aften blev indgået en aftale om yderligere genåbning af Danmark.

Og det inkluderer de såkaldte liberale serviceerhverv, hvilket betyder, at eksempelvis frisører kan åbne efter påske.

Daniel Martinsen

Hos portalen Salonbook.one er beskeden nedslående, hvis man forsøger at logge op mod klokken 8.30. Her er ventetiden over en time med mere end 15.000 personer i kø. Uanset i hvilken salon man skal bestille tid. Men det går dog fremad.

De såkaldte liberale serviceerhverv som blandt andet frisører, tatovører, solarier, køreskoler og skønhedsklinikker har været lukket siden 21. december sidste år.

Sent mandag kom beskeden så, at de igen snart åbner. Med en stribe forholdsregler for kunderne.

'Aftalepartierne er enige om, at de liberale serviceerhverv med kan genåbne pr. 6. april 2021. Der vil gælde krav om anvendelse af mundbind eller visir samt retningslinjer for smitteforebyggelse, som aftales nærmere i sektorpartnerskabet. Der vil endvidere være krav om anvendelse af coronapas,' som det lyder i den rammeaftale, der er blevet vedtaget.

At mange danskere har brug for lidt mere end en studsning, har B.T. tidligere dokumenteret. Her kan du eksempelvis se mere til udvalgte danskeres coronahår.